DET ER DIT VALG - KV21

Nære kontakter skal testes: Valgtilforordnet smittet med corona

De involverede på valgstedet er blevet informeret af kommunen. Risikoen, for at vælgere er blevet smittet, vurderes at være meget lille

18. november 2021, 20.37

Arkivfoto

CORONA En af de valgtilforordnede under tirsdagens kommunalvalg på Højslev Skole er efterfølgende testet positiv for corona.

Det bekræfter sekretariatchef i Skive Kommune, Lone Knudsen, der er ansvarlig for kommunens valgsteder.

Lone Knudsen oplyser, at den tilforordnede ikke havde symptomer tirsdag på valgdagen, men i løbet af onsdagen blev konstateret positiv.

I første omgang er den tilforordnedes nære kontakter på valgdagen blevet kontaktet af Skive Kommune, så de kan lade sig teste.

Ifølge Lone Knudsen dækker nære kontakter i dette tilfælde over seks-syv personer, der har siddet med ved pågældende valgbord - samt dem, som pågældende har holdt pause med.

Læs også
Alle skal testes: Coronasmitte på lokalt ældrecenter

I løbet af torsdagen valgte Skive Kommune imidlertid også at skrive ud til de øvrige på Højslev Skoles valgsted, selv om de ikke var nære kontakter.

- Vi har valgt at skrive til alle dem, der deltog på valgstedet med opfordring til at lade sig teste, siger Lone Knudsen om de valgtilforordnede og andre involverede i valget, som har opholdt sig i længere tid på Højslev Skole i løbet af valgdagen.

Lone Knudsen har torsdag ikke meldinger om, at andre skulle være smittede.

Skive Folkeblad har været i kontakt med en af nærkontakterne, som torsdag heldigvis blev testet negativ.

Risikoen, for at en vælger skulle være blevet smittet af den tilforordnede, vurderer Lone Knudsen som meget lille.

- Vælgerne kan ikke have været ret lang tid i nærheden af pågældende, siger Lone Knudsen med henvisning til det hurtige flow i valghandlingen.

Læs også
Folkebladet spørger vælgerne: Spøger corona i baghovedet i stemmelokalet?
Abonnement

Tre valgborde

Der har været tre valgborde i Højslev Skole, hvorunder 3110 stemmeberettigede er tilknyttet.

Når man deler det antal vælgere, der dukkede op på valgdagen, i tre (og samtidig husker at fratrække brevstemmerne), så har cirka 700 vælgere været forbi netop det valgbord, hvor den smittede valgtilforordnede har siddet, lyder Lone Knudsens udregning.

Hun pointerer samtidig, at vedkommende jo også har haft pauser og altså ikke siddet ved bordet i samtlige timer, valgstedet var åbnet.

Lone Knudsen har ikke hørt om smitte på andre valgsteder i kommunen.

- Vi har ikke fået underretning om andre steder. Jeg vil tro, at vi ville få det at vide, hvis det var tilfældet, siger Lone Knudsen.

Hun fortæller, at Skive Kommune har været meget opmærksom på at tage tilforordnede og andre involverede på valgstederne ud af vagtplanerne, hvis de udviste forkølelsessymptomer forud for valget.

- Jeg tror, at vi havde fem, der meldte fra mandag formiddag, så en endelig fordeling var først på plads klokken 14 om mandagen, fortæller Lone Knudsen.

Indlæser debat