
Katrina Feilberg.
2 måneder siden
SUNDHED For nylig viste et eftersyn, at det står værre til med ventetider og effektiviteten i sundhedsvæsenet end umiddelbart antaget.
Vi vidste godt, at corona, sygeplejerskestrejken og mangel på uddannet personale har udfordret sundhedsvæsenet, men der er et behandlingsefterslæb og det, man vist godt kan tillade sig at kalde en krise, stikker dybt. Det har fået regeringen til at melde, at der skal sættes ind med en bred vifte af initiativer.
For Dansk Erhverv er det afgørende, at der hurtigst muligt tages hånd om udfordringerne, så alle danske patienter igen kan modtage god og hurtig behandling, når der er brug for det. Derfor opfordrer vi til, at man i højere grad ser på, hvordan private aktører kan afhjælpe presset i sundhedsvæsenet. De private har nemlig en meget bred pallette af kompetencer, som kan bruges på tværs af hele sundhedssektoren.
Det handler særligt om hjælp til diagnosticering og behandling, men der ligger for eksempel også et stort potentiale i den teknologi, der benyttes i sundhedsvæsenet. Der findes mange virksomheder i Danmark, som er eksperter i at lette arbejdsgangene, figive personale og ikke mindst forbedre behandlingen af patienter ved at udvikle ny og moderne teknologi. Men det kræver at det udbredes og skaleres.
Konkrete eksempler kan være at bruge kunstig intelligens til at tolke scanningsbilleder eller bruge digitale behandlingsmuligheder i forbindelse med depression eller angst.
Vi skal simpelthen udnytte potentialet ved at inddrage ny teknologi hurtigere.
Så opfordringen fra Dansk Erhverv er klar: Lad nu de private aktører komme mere og bredere på banen, så vi kan afhjælpe presset på sundhedsvæsenet. Det vil være til gavn for os alle.
Indlæser debat