Mærsk opjusterer forventningerne med flere milliarder

For tredje gang i år sætter Mærsk forventningerne til driftsresultatet i vejret.

16. september 2021, 16.03

Særlige omstændigheder på fragtmarkedet kommer Mærsk til gavn. (Arkivfoto.)

KØBENHAVN Den danske shippingkoncern Mærsk høster frugterne af et ekstraordinært transportmarked og har godt gang i indtjeningen.

Således opjusterer selskabet torsdag for tredje gang sine forventninger til 2021.

Mærsk venter nu et driftsresultat efter af- og nedskrivninger på 18 til 19 milliarder dollar. Det svarer til op til cirka 120 milliarder danske kroner. Tidligere lød forventningen på mellem 14 og 15,5 milliarder dollar.

Det fremgår af en meddelelse fra Mærsk torsdag.

Udviklingen skyldes især Ocean-forretningen, der dækker over aktiviteterne med fragt af containere til havs. Det er Mærsks hovedforretning.

- Det bedre resultat skyldes den ekstraordinære markedssituation i Ocean, som fører til yderligere stigninger i fragtrater for både kort- og langsigtede kontrakter, skriver Mærsk i en pressemeddelelse torsdag.

Under coronapandemien har der været ekstra stor efterspørgsel på at få fragtet varer rundt på containerskibe.

Flere gange i løbet af sommeren og foråret er international skibsfart og godstransport blevet forstyrret.

Det har sendt priserne i vejret, hvilket har været godt for Mærsk, forklarer senioranalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen til mediet Marketwire.

- Det er primært de høje fragtrater, der driver det, og lige nu fortsætter de deres himmelflugt. Og det er svært at se, hvornår det stopper. Nultolerancen over for coronavirus i Kina betyder, at der blot skal et smittetilfælde til i landet, før man lukker en havn ned på ny, siger han til finansmediet.

Der er dog stadig en vis usikkerhed om forventningerne for året, meddeler Mærsk.

Det skyldes en "stor grad af usikkerhed som følge af den ekstraordinære efterspørgsel og flaskehalse i forsyningskæderne".

/ritzau/

Indlæser debat...