Otte millioner kroner til lokalt projekt: Græs skal gøres til menneskeføde

Udgivet:30. september 2020, 06.30

Læsetid:1 minut

Jens Kristensen
| jkr@skivefolkeblad.dk

Et lokalt projekt med store perspektiver har fået 8,1 millioner kroner i støtte fra en pulje under Miljø- og Fødevareministeriet.

Grass4food kaldes det. Med i det er blandt andre Thise Mejeri og BioMassProtein, ligesom GreenLab Skive er engageret. Målet er at omdanne græs til proteiner. Det arbejder flere med.

- Proteiner fra græs kan også bruges til dyrefolder. Det, der adskiller os fra andre, er, at vi vil producere protein fra græs, som kan bruges til menneskeføde, oplyser Søren Klitskov, formand for bestyrelsen for BioMassProtein.

Man arbejder på at få bygget en fabrik i GreenLab Skive. Her er virksomheden Quantafuel verdensførende med teknologi, der omdanner affaldsplast til olie. En græsprotein-fabrik i GreenLab Skive kan blive blandt den førende, når det gælder om at producere protein til menneskeføde på basis af græs. Teknologien er udviklet og udvikles fortsat af forskere ved universitetet i Aalborg, som er med i BioMassProtein.

BioMassProtein forsøger også at skaffe penge til en fabrik i GreenLab Skive gennem EU.

- Vi arbejder også på at engagere folk lokalt. Vi håber, vi kan finde lokale investorer på Skiveegnen, som vil være med, siger Søren Klitskov.

Protein, der kan bruges til menneskeføde, vil kun udgøre en mindre del af de ressourcer, man kan udvinde af græs.

- Hvis man skal lave en forretning ud af bearbejdning af græs til protein, skal man kunne bruge alt. Vi arbejder med flere muligheder, så intet af græsset kommer til at gå til spilde, oplyser Søren Klitskov.