Information og propaganda

Udgivet:25. maj 2022, 12.28

Læsetid:4 minutter

Frits Olav Munk skriver om propaganda og Ruslands krig mod Ukraine. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Af Frits Olav Munk Frederiksdal Allé 41 7800 Skive

MEDIER Det russiske folk modtager helt andre »nyheder«, end hvad vi andre regner for oplyst og objektiv information.

Flere har undret sig over, at der tilsyneladende kun er ganske få, der gennemskuer Putin-regimets løgne.

Tværtimod bliver det hele ofte slugt råt, så flertallet af russerne selv tror på, at krigen er såvel nødvendig som retfærdig.

Skive Folkeblad anfører i en artikel den 18/5, at russiske bloggere kræver dødsstraf til krigsfanger. Hvilket reelt betyder, at de direkte opfordrer deres egne ledere til at begå krigsforbrydelser.

Det er tydeligt, at det russiske verdensbillede afviger voldsomt fra andres. Dette kan forekomme underligt og uforståeligt, set med vestlige øjne.

Der findes et slående, historisk eksempel, der kan give en slags forklaring, og som illustrerer, hvor effektiv propaganda kan være.

Den amerikanske journalist og historiker William Shirer (1904-1993) skrev om Tyskland siden 1925.

I perioden 1934-41 (mens Det tredie Rige var en realitet) var han udstationeret i Berlin, hvorfra han skrev hjem til amerikanske aviser.

Tekster, som borgerne i Tyskland aldrig så, da nyhederne var underlagt streng censur, Gleichschaltung - ensretning, eller ligestilling (!) der også omfattede fagforeninger og meget andet.

Joseph Goebbels var minister for information og propaganda (dengang havde ordet endnu ikke fået en odiøs klang). Indenfor sit specielle felt var han en banebrydende, visionær pionér. Blottet for etik og moral, ganske vist, men hans evner er der ingen tvivl om.

Et tilsvarende dubiøst forhold til ordentlig opførsel kan tilskrives visse af hans nutidige kolleger, uden at være alt for sarkastisk.

Ét af ministerens mest geniale træk var at udstyre samtlige husstande med en Volksempfänger - radiomodtager - så alle borgere fik adgang til det nye medie.

William Shirer oplevede nazismens succes på nærmeste hold, indtil USA blev angrebet af Tysklands allierede Japan ved Pearl Harbour 7/12 1941.

Efter hjemkomsten til USA udgav han »Berlin Diary«, der senere udgjorde grundlaget for hans større, dybdegående værk »The Rise and Fall of The third Reich«, der er udkommet i en glimrende, dansk oversættelse.

Det er en spændende bog, der kan anbefales. Tekstens mest interessante dele er imidlertid hans beskrivelse af propagandaen.

Shirer boede i Berlin, mens Europa stod i brand, og erfarede, at hans omgangskreds i Tyskland var helt på linie med nazismens idéer.

I 1940, mens England holdt stand som de eneste, undrede Shirers tyske venner sig over disse krigsgale englænderes ufattelige stædighed.

HVORFOR tager de dog ikke bare imod Førerens generøse tilbud om fred? De vil aldrig få sådan en mulighed igen. England opnår en garanti for at beholde kolonierne uantastet, hvis blot Tyskland får råderet over Europa (hvilket vi jo allerede har).

Hvad i alverden foregår der i hovedet på dette mærkelige folk? Ubegribeligt, og absurd gådefuldt.

Her fandt Shirer det umuligt at argumentere ordentligt, mens han befandt sig midt i den énsidige propagandas hovedstad.

Som amerikansk journalist havde han mulighed for at krydse grænserne i langt højere grad end datidens tyskere.

Så ofte, som han orkede det, besøgte han det neutrale Schweiz, hvor udenlandske aviser (incl. britiske) var tilgængelige.

Han kalder turene til Schweiz, herunder læsningen af aviser fra demokratiske lande, for en tiltrængt justering af hans egen realitetsopfattelse.

Han betegner endda omstillingen som et chok, hver eneste gang. En tankevækkende konstatering.

Selv om han udmærket var bevidst om, at de tyske aviser var komplet upålidelige, blev han ALLIGEVEL påvirket af at opholde sig i en alternativ virkelighed, så der skete et langsomt og umærkeligt skred i hans holdninger.

Dette blev forstærket af hans uundgåelige - og såre naturlige - sociale omgang med tyske borgere, der troede på statens løgne, som de var blevet fodret med gennem længere tid.

Jeg ser Shirers beskrivelse som ét af de vigtigste vidnesbyrd om propagandaens virkninger.

Dygtigt udført propaganda - der holder sig inden for det nogenlunde rimelige og plausible, hvor statsmagtens påstande KUNNE være sande (eller synes at kunne være det) - er et magtfuldt våben.

Her skal man dog ikke være blind for, at nazisterne kombinerede propagandaen med rå, militær styrke, og at det først var i den sammenhæng, at den største effekt blev opnået. Får vi selv sandheden at vide? Jo, det gør vi nok, til en vis grad. Men jeg tvivler stærkt på, at vi får adgang til HELE sandheden.

Hvilket sagtens kan være den mest infame måde at lyve på. Der vil altid eksistere en nagende usikkerhed, hvad dette angår.

Og hvor ofte har vi set især journalister på DR TV gå amok med at overrapportere en enkelt nyhed, og nærmest ignorere alt andet? Sådan cirka konstant. I en nutidig kontekst giver det mening at styrke den militære del af magtmidlerne, dvs. samarbejdet i NATO, og at modarbejde EUs arrogante, tåbelige og skadelige forsøg på at konkurrere dermed.

Indlæser debat