Resolut handling: Ung kvinde reddet op af åen

Vidne så kvinde ligge livløs i åen i Skive

Udgivet:25. juni 2022, 09.09

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Peter Welander
| pew@skivefolkeblad.dk

REDDET

OPDATERET KL. 18.14

Klokken 01.14 natten til lørdag ringede en kvinde fra Skive til 112 med anmeldelse om, at hun lige var gået over broen ved Ågade i Skive (nær Søndercentret), hvor hun så en kvinde ligge tilsyneladende livløs med hovedet nedad i åen.

Vagtchef Jesper Brøndum ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at ambulance, lægeambulance og politipatrulje rykkede ud til stedet.

Kvinden, som blev reddet, er 22 år og fra Skive.

- Hun har det fint, men kan ikke gøre rede for, hvordan hun er havnet i åen, fortæller Jesper Brøndum.

Skive Folkeblad har tidligere på baggrund af politiets oplysninger skrevet, at anmelderen var identisk med en 19-årig kvinde, der reddede den 22-årige kvinde op af åen.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Den 19-årige kvinde var desuden ikke alene om redningsaktionen, men sammen med en jævnaldrende mand, ifølge Skive Folkeblads oplysninger. Den unge kvinde og mand var på vej hjem fra en bytur, da de opdagede den 22-årige kvinde i nød.

Dette bekræftes af indsatsleder Jesper Ørum fra Nordvestjyllands Brandvæsen, som rykkede ud til åen og ankom cirka samtidig med, at den 19-årige kvinde og den jævnaldrende mand var ved at redde den 22-årige kvinde.

- Den unge pige og fyren var ikke dem, der ringede 112, siger Jesper Ørum. Derudover kan han ikke oplyse mere om sagen.

Der har med andre ord været et andet vidne i sagen - nemlig den kvindelige anmelder, der ringede 112.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Evers oplyser til Skive Folkeblad lørdag eftermiddag, at anmelderen sagde til 112, at hun ville hoppe ud og hjælpe kvinden.

Hvorfor kvinden så blev opdaget og reddet af den 19-årige lokale kvinde og den jævnaldrende mand, har Skive Folkeblad ikke kunnet få oplyst. Hvad der er gået forud har Skive Folkeblad ikke kunnet få oplyst.

Lægen fra lægeambulancen konstaterede ifølge døgnrapporten, at den unge kvinde ikke skulle indlægges efter turen i åen.

Efter at lægen havde vurderet kvinden, blev det aftalt med kvindens familie, at de tog sig af hende.