Københavns Lufthavn kan se lys for enden af corona-tunnelen
Passagererne er på vej tilbage til Københavns Lufthavn, der dog fortsat er en underskudsgivende forretning.
Udgivet:19. maj 2022, 12.29
Læsetid:1 minut
Passagererne er på vej tilbage til Københavns Lufthavn, der dog fortsat er en underskudsgivende forretning.
Udgivet:19. maj 2022, 12.29
Læsetid:1 minut
Der er igen begyndt at komme passagerer i stort tal i Københavns Lufthavn, som dog fortsat kæmper med at lave overskud på driften.
KØBENHAVN Det er fortsat ikke nogen god forretning at drive lufthavn i København, men der er bedre tider i sigte.
Det er konklusionen oven på det første kvartalsregnskab for Københavns Lufthavne i 2022.
Det viser et underskud før skat på 171 millioner kroner, men også en kraftig vækst i både omsætning og passagertal i forhold til samme kvartal sidste år, hvor corona lagde en voldsom dæmper på aktiviteterne i lufthavnen.
I de første tre måneder af 2022 omsatte lufthavnen for 577 millioner kroner mod 189 millioner i samme periode sidste år, og passagertallet steg fra 430.000 til 3,3 millioner.
Og det endda på trods af, at omikron-varianten lagde en dæmper på rejselysten i januar.
- Men allerede i februar begyndte det at vende, og i marts tog det fart, så vi endte med, at seks ud af ti rejsende var tilbage i forhold til 2019. Siden er væksten fortsat trods krig og pandemi, siger administrerende direktør Thomas Woldbye i en kommentar til regnskabet.
På trods af fremgangen har direktøren svært ved at forudsige, hvordan resten af regnskabsåret forløber.
Der er fortsat covid-19 og restriktioner rundt omkring i verden, og så har krigen i Ukraine medført højere priser på energi og brændstof.
Derfor afstår selskabet fra at komme med en prognose for året foruden den meget bredt formulerede forventning om et bedre resultat end i det seneste regnskab, der viste et underskud på 517 millioner kroner.
/ritzau/
Indlæser debat