Åbent brev om afstemning

Udgivet:18. maj 2022, 13.35

Læsetid:2 minutter

Thorkil Sohn og Helge Rørtoft Madsen skriver om EU-afstemningen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af Thorkild Sohn. fhv. efterskoleforstander Bildtsvej 26, 6950 Ringkøbing

FORBEHOLD Til statsministeren, justitsministeren, Folketingets Europaudvalg, dagblade og medier og offentligheden.

Undertegnede, der i sin tid var medsagsøgere i den såkaldte »Lissabon-sag«, der handlede om, hvornår der afgives suverænitet til EU, ønsker at fremføre følgende:

FOR DET FØRSTE:

Regeringen mener ikke, der afgives suverænitet, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Det baseres på en redegørelse fra Justitsministeriet, som især henviser til, at alle afgørelser skal træffes ved enstemmighed (vetoret) og at der derfor ikke kan »ske« noget, uden at Danmark siger ja.

Derfor anvender man ikke fremgangsmåden i Grundlovens § 20, der handler om at afgive suverænitet.

Men er det rigtigt, at »vetoret = ingen suverænitetsafgivelse«? I al fald ikke altid.

Den nævnte »Lissabon-sag« handlede bl.a. netop dette spørgsmål, idet en lang række sagsområder i forbindelse med Lissabon-EU-traktaten overgik fra enstemmighed til flertalsafgørelser. Vi sagsøgere mente, at det var en suverænitetsafgivelse. Højesteret slog imidlertid fast, at det ikke var tilfældet. Der var tale om ...«ændringer i den mellemfolkelige myndigheds (EU’s)... afstemningsregler...«

Sagt på jævnt dansk fastslog Højesteret, at suveræniteten på et område - selv om der er vetoret – i Grundlovens forstand kan være afgivet alene ved den blotte benævnelse i EU-traktaten. Når/hvis vetoretten så siden afskaffes helt eller delvist, er det »kun« en ændring af afstemningsreglerne, som ikke kræver godkendelse efter Grundlovens regler.

Så spørgsmålet er, om der (skønt Justitsministeriet ikke mener det) afgives suverænitet allerede i det øjeblik, Danmark ophæver sit forbehold og dermed tiltræder Lissabontraktatens bestemmelser om EU´s forsvar?

FOR DET ANDET:

Desuden er det et problem, at Danmark ved afskaffelsen af forsvarsforbeholdet i princippet godkender teksten med EU’s målsætning på forsvarsområdet (traktatens art. 42) om at endemålet for EU’s forsvarspolitik er »...et fælles forsvar...« som »sikrer Unionen ... militære midler, som »Unionen kan anvende ...i forbindelse med opgaver uden for Unionens område ...«

Men det har aldrig været undersøgt, om et sådant endemål i givet fald er i strid med Grundlovens § 19, der kræver Folketingets godkendelse af sådanne anvendelser af militære magtmidler. Umiddelbart synes målsætningen ikke forenelig med Grundloven.

Ganske vist er EU`s målsætning ikke opfyldt endnu, men kan man politisk, moralsk, etisk og juridisk forsvare at skrive under på en målsætning, som vi ikke kan opfylde. Bør man ikke undersøge om dette traktatfastsatte endemål er i strid med Grundloven? Og melde ud til både offentligheden og EU, om vi overhovedet er i stand til at opfylde den målsætning, vi skriver under på?

Indlæser debat