Kristina Bille har forladt Skive

9. januar 2015, 09.31

Kristina Bille har skuffende forladt Skive fH efter at være blevet tilbudt en aftale, der ikke levede op til hendes forventninger. Nu vil hun fortsætte i Nordjylland - og et godt bud kunne være hos Vendsyssel i 1. division. Arkivfoto: Casper Jacobsen

Kristina Bille har spillet i flere af kvindehåndboldens helt store klubber i sin karriere.

Viborg HK, Krim Ljulbjana, Larvik.

Og hun er altid kommet derfra med en følelse af, at hun er blevet behandlet godt og fair og har fået det, hun er blevet stillet i udsigt. Selv har hun været loyal overfor sine arbejdsgivere og nydt at være en del af et sportsligt fællesskab.

Sådan havde Kristina Bille også regnet med, det ville være i Skive fH.

- Det er ærgerligt, men det er ikke gået, som jeg havde forventet. Derfor er jeg stoppet, fortæller hun.

Den melding gav hun klubben fredag den 2. januar. Samme dag som Ligaholdet på hjemmebane mødte Viborg HK. Havde Kristina Bille spillet den kamp, var hun låst resten af sæsonen, og den risiko ville hun ikke løbe.

Forud var gået flere uger, hvor fløjspilleren forgæves havde rykket efter at få den aftale på plads, hun efter egen opfattelse var blevet lovet, da hun genoptog karrieren i Skive fH efter graviditet.

Men da Skive fH så endelig kom ud af busken, var det med et tilbud, som lå langt fra det, Kristina Bille opfattede som den aftale, der var indgået mundtligt.