Opfordrer alle til vaccination: KCS vil kræve coronapas af alle gæster fra fredag

Kulturcenter vil undgå forvirring om regler og give alle gæster tryghed

11. november 2021, 10.09

Arkivfoto

CORONA Efter flere henvendelser fra gæster, der er forvirrede over de seneste restriktioner, har KulturCenter Skive (KCS) nu valgt at alle, der gæster centret, skal fremvise gyldigt coronapas fra og med i morgen fredag.

Samtidig opfordrer direktør Knud Bjerre alle ikke-vacinerede til at blive vaccineret.

Kravet om coronapas gælder, uanset om man skal i Badeland & Motion eller besøge den kulturelle del med café, restaurant, biograf og koncertsal.

- Vi er et stort hus med mange forskellige tilbud, hvor der - med de seneste udmeldinger fra statsministeren - er vidt forskellige krav om corona-pas, afhængig af om du vil gæste den ene eller anden del af KCS, siger direktør Knud Bjerre.

Læs også
Skive-diskotek opfordrer alle gæster til at lade sig teste: Fem testet positiv for corona efter J-dag

- Det ligger os meget på sinde, at vore mange gæster kan føle sig trygge, så derfor går vi skridtet videre og indfører krav om corona-pas i hele KCS. Det er vigtigt for os, at det ikke går ud over de mange, at der er nogle få der endnu ikke er blevet vaccineret eller ikke sørger for at blive testet regelmæssigt, tilføjer han.

- Vores skærpede tiltag vil helt sikkert ramme de gæster, der endnu ikke er vaccineret, men så er det jo godt at man hos Falck kan få taget en kvik-test i KCS alle ugens dage, siger Knud Bjerre.

Han opfordrer samtidig alle ikke vaccinerede til at sige ja til vaccine-tilbuddet, så det kan undgås, at vi på et senere tidspunkt måske igen skal til at bruge mundbind og indrette os på afstandskrav.

- Som gæst i KCS ved du fra i morgen, at de øvrige gæster også har styr på deres corona-pas, og det er det vigtigste, slutter Knud Bjerre.

Læs også
Lokalt sogn er voldsomt coronaramt: Nu opfordrer myndighederne alle til at lade sig teste og vaccinere
Abonnement

Indlæser debat