
Marie Key var en særdeles populær gæst i Skive Theater lørdag aften. Foto: Steen Don
3 år siden
»En mega-fed aften«.
»Fuldstændig fantastisk«.
»Marie var da helt på toppen«.
Sådan lyder skudsmålene fra publikum efter Marie Key lørdag aften gav koncert i Skive Theater.
Oplevelsen deler direktør Knud Bjerre fra Kulturcenter Limfjord (KCL), Skive, der driver Skive Theater.
- Det var en særdeles veloplagt Marie Key, vi oplevede på Skive Theater. Hun var inden koncerten lidt nervøs, for det var første koncert siden februar, fortæller Knud Bjerre.
Den ufrivillige pause skyldes corona, som har ramt mange musikere hårdt.
Skive var premiere og første stop på en lille efterårsturné, der udover Skive bringer Marie Key til kun tre andre byer.
Med sig på scenen havde hun sine tro følgesvende - den 15-årige akustiske guitar og den 25-årige elektriske guitar. Og så var der hendes ældste »legekammerat« - det 42 år gamle Wurlitzer piano.
- De 150 gæster fik en rejse gennem Marie Keys karriere, startende med sange tilbage fra Marie Key Band, hvor især sangen »Kleptoman« gjorde indtryk. Marie Key har en unik og speciel stemme og en dejlig humor. Hele tiden fortalte Marie Key små historier fra sit liv og små anekdoter om de enkelte sange. Et eksempel var om sangen om mormor, der lige har været på besøg og nysgerrigt har spurgt ind til ringen på hendes finger, fortæller Knud Bjerre.
Efter to gange 40 minutter sluttede koncerten naturligvis med de største hit - duetten »Det vi sagde« med Jay fra Nik & Jay, naturligvis »Tænker på os to« og »Uden forsvar«.
- Det var en rigtig fin aften med en sød og ligetil Marie Key, der tryllebandt publikum med den store og helt unikke stemme. Hun gjorde det rigtig godt, siger Knud Bjerre.