DF-politiker dømt for racistisk kommentar på Facebook

Steen Jensen (DF) fra Norddjurs Kommune erkender, at han vil promovere sig med racismedom op til kommunalvalg.

24. oktober 2021, 20.01

GRENAA En politiker fra Norddjurs Kommune blev forrige år dømt for racisme. Det bekræfter politikeren over for TV2 Østjylland.

Der er tale om Steen Jensen, der er byrådspolitiker for Dansk Folkeparti i Norddjurs Kommune.

Han er for omkring et år siden blevet dømt for en kommentar på Facebook, hvor han koblede muslimsk indvandring med stigende kriminalitet i områder.

- Jeg havde bare skrevet, at det var underligt, at hvor muslimer kom, steg kriminaliteten. Det måtte jeg ikke skrive, fordi dommeren sagde, at man ikke må mistænkeliggøre en bestemt gruppering, siger han til TV2 Østjylland.

Han blev dømt efter straffelovens paragraf 266 b - populært kaldet racismeparagraffen - og fik en bøde på 2500 kroner. Han modtog efter eget udsagn dommen, som han ikke ser et problem med.

Kommentaren sammenligner Steen Jensen med at sige, at "tyskere spiser mange pølser og drikker mange øl".

Børge Jacobsen, der er kasserer i Dansk Folkepartis lokalbestyrelse i Norddjurs bekræfter, at bestyrelsen blev oplyst om dommen, men at det ikke førte til mere.

Steen Jensen er næstformand i lokalbestyrelsen.

Han oplyser til TV2 Østjylland, at han er blevet rådgivet af sin advokat til ikke at udtale sig om dommen. Men det gør han nu, og han erkender blankt, at han gør det for at promovere sig selv op til kommunalvalget 16. november.

- Så siger jeg det her for at fortælle eventuelle vælgere, der vil stemme på Nye Borgerlige, at de ikke behøver det. For jeg er der, og jeg er vagthunden i Norddjurs byråd, der altid har gået imod indvandring. Altid, siger Steen Jensen til TV2 Østjylland.

Han blev valgt ind i byrådet ved kommunalvalget i 2013 og genvalgt i 2017. Steen Jensen er nummer to på listen over Dansk Folkepartis kandidater i kommunen til valget i november.

/ritzau/