Hospice har givet Birthe nyt håb: - Jeg har ikke bestilt en plads deroppe endnu

71-årige Birthe Fyllgraf fra Skive havde sagt farvel til sin familie, men et ophold på Hospice Limfjord har fået hende til at håbe, at det ikke bliver hendes sidste adresse

Udgivet:27. november 2022, 11.28

Læsetid:7 minutter

Birthe Fyllgraf frabedte sig billeder, der udstiller hendes ansigt. Men her ligger hun i sin seng på Stue 7 på Hospice Limfjord, og ved sin side har hun sin mand Leif. Foto: Lars Rasborg

Pauli Vendelbo
Journalist| pv@skivefolkeblad.dk

2 måneder siden

LIV Med slanger i næsen og et drop i hånden forsøger hun alligevel at holde humøret højt gennem smil, samtaler og gode minder fra årene, der er gået. Men alvoren i den akutte situation er ikke til at tage fejl af.

Og hvis luften eller atmosfæren kunne tale, ville den formentlig spørge stille ud i rummet: Var det det, livet havde til mig?

Vi er på Stue 7 på Hospice Limfjord i Skive, og i sengen ligger 71-årige Birthe Fyllgraf fra Skive.

At hun stadig trækker vejret, var der ikke meget, der tydede på, da hun for få uger tilbage egentlig havde sagt farvel til familien. Mand, børn og børnebørn.

At komme her var uden tvivl med til at redde mit liv. Jeg er så glad for de sygeplejersker, der er her, og nu har jeg også dage, hvor jeg ikke har det så skidt. Det går op og ned
Birthe Fyllgraf

Og lægen på sygehuset havde endda spurgt, om hun var klar til »den store finale«, da hun endnu engang blev indlagt på sygehuset i Viborg.

- Jeg havde det så skidt, at jeg tænkte, at nu var det hele også lige meget. Jeg troede ikke på det mere, og jeg havde ikke flere kræfter. Og da jeg så samtidig fik den melding fra lægen, var jeg sikker på, at det var slut, siger Birthe Fyllgraf.

Men »den store finale«, som, lægen lod forstå, betød det endelige opgør med livet, lod vente på sig. Eller også vandt Birthe Fyllgraf bare den finale.

I hvert fald fik hun det en smule bedre allerede dagen efter.

Og så ville skæbnen, at nogen - hverken hende selv eller hendes mand Leif ved hvem - havde formidlet kontakt til Hospice Limfjord i Skive.

Der var en plads ledig inden for ganske få dage.

- At komme her var uden tvivl med til at redde mit liv. Jeg er så glad for de sygeplejersker, der er her, og nu har jeg også dage, hvor jeg ikke har det så skidt. Det går op og ned, siger Birthe Fyllgraf, der trods alt er så dårlig, at hun hverken kan gå eller sidde i en kørestol.

Værdighedens hotel

I Kompagnigade i Skive findes der et helt unikt sted for de personer, der på grund af sygdom har det så skidt, at livet kan slutte det næste sekund.

Stedet hedder Hospice Limfjord, og selv om mange forbinder et hospice med den sidste levetid, er stedet meget andet end bare en mulig sidste adresse i livet.

Det er et kærligt og levende hospital, der har fokus på mennesket, livsværdier, udvikling og undervisning.

De fleste patienter på Hospice Limfjord får en værdig afsked med livet i de rolige og trygge rammer. Men der er også nogle patienter, der har brug for et symptomlindrende ophold tidligere i deres sygeforløb. Et ophold, som gør det muligt igen at kunne være i eget hjem.

I en artikelserie med titlen »Værdighedens Hotel« sætter Skive Folkeblad henover vinteren fokus på livet på Hospice Limfjord.

Her vil dagligdagen på hospitalet blive skildret gennem fortællinger fra patienterne, de ansatte, de pårørende og dem, der engang var patienter der.

I den første artikel møder vi 71-årige Birthe Fyllgraf fra Skive, der egentlig havde sagt farvel til sin familie, men som nu har et håb om, at hospice alligevel ikke bliver hendes sidste hjem.

Et par gange er det lykkes for hende at sætte sig op på kanten af sengen. Men det har kun været i ganske kort tid.

- Jeg er stadig meget træt, men jeg ser en del fjernsyn, og jeg er vild med de engelske krimier. Jeg læser også lidt på min tablet, når jeg ikke sover, siger hun.

Tilbage i samme lokale

Gennem hele sit liv har Birthe Fyllgraf arbejdet som sygeplejerske.

Og da hun blev indlagt på Hospice Limfjord, blev hun kørt ind i på en stue og et lokale, hun kender rigtig godt.

- Det ser lidt anderledes nu, end da jeg var her sidst tilbage i 1970’erne. Dengang arbejdede jeg som sygeplejerske på børneafdelingen på Skive Sygehus. Det er lidt sjovt, at jeg ligger her nu. At jeg er tilbage, siger hun.

Birthe Fyllgraf har en sygejournal, der er tykkere end flere bøger, der er stablet oven på hinanden. Men den primære årsag til, at hun nu er patient på Hospice Limfjord, er, at hun er ramt af den kroniske lungesygdom, KOL.

Hvad er KOL?

KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en kronisk sygdom i lungerne, hvor luftvejene bliver forsnævret, og lungevævet bliver ødelagt.

KOL udvikler sig snigende over mange år.

Sygdommen viser sig ved tiltagende åndenød, hoste, slim og hyppige infektioner i lungerne. Sygdommen fører til nedsat livskvalitet hos mange mennesker

Kilde: sundhed.dk og speciallæge Peter Lange

Hun ved ikke præcis, hvor længe hun har haft sygdommen, men hun ved, at den har generet hende i stigende grad siden 2013.

- Omkring 2013 og 2014 kunne jeg ikke længere holde til at gå ture, og så har jeg bare fået det dårligere og dårligere, som årene er gået, siger Birthe Fyllgraf.

Vil have sin torsdagsbailey

Hun lider også af andre sygdomme, der ikke ligefrem gør tilværelsen mere tålelig.

Knogleskørhed, brækkede hofter, et meget dårligt syn og nedsat hørelse er blandt de mange dårligdomme, som Birthe Fyllgraf må døje med.

- Med alle de ting, der er tilknyttet min krop, har jeg erkendt, at min fremtid ligger her i sengen. Jeg forventer ikke, at jeg nogensinde kommer til at gå igen. Jeg har dog valgt ikke at tænke så meget på i morgen og dagene, der kommer. Jeg tænker på i dag, og jeg lever i nuet. Det bliver jeg nødt til, siger hun.

Læs også
<span>Opfordring fra sogn:</span> Lad os tale om døden <span>Opfordring fra sogn:</span> Lad os tale om døden
Læs også:
Opfordring fra sogn: Lad os tale om døden

Livet på Hospice Limfjord er dog meget andet end blot en tilværelse på stuen for Birthe Fyllgraf.

Når der er forskellige arrangementer i huset, bliver Birthe Fyllgraf kørt rundt i sengen, så hun kan være med.

Det er blandt andet, når der spilles musik, og når der bliver inviteret til torsdagsbar.

- Jeg skal ned og have min bailey og høre noget guitarmusik. På den måde føler jeg, at jeg oplever noget, siger hun.

Kærlighed til Rumænien

Det er en kvinde med et stort hjerte, der ligger der i sengen under den hvide dyne.

Birthe Fyllgraf arbejdede på et tidspunkt som sygeplejerske på et asylcenter under Røde Kors. Og den vej igennem fik hun tilbudt at tage en tur til Rumænien.

Læs også
<span>Lastbilkolleger viste den sidste ære:</span> Sendte vognmand af sted på hans sidste rejse med lastbilkortege <span>Lastbilkolleger viste den sidste ære:</span> Sendte vognmand af sted på hans sidste rejse med lastbilkortege
Læs også:
Lastbilkolleger viste den sidste ære: Sendte vognmand af sted på hans sidste rejse med lastbilkortege

Det var tilbage i midten af 1990’erne, og hun ville gerne af sted, men hun ville have sin mand med på turen.

- I Rumænien så vi nogle ting på børnehjemmene, som vi bare ikke kunne lade være med at handle på. Vi følte, vi blev nødt til at gøre et eller andet, for det var et besøg, vi aldrig glemmer. De børn og deres vilkår gjorde så stort et indtryk på os, fortæller Birthe Fyllgraf.

På dette billede fra 2000 er Birthe og Leif Fyllgraf fotograferet foran deres daværende hjem på Porshøjsvej. Ved deres side er datteren Helle. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

Derfor var Birthe og Leif Fyllgraf med til at stifte »Foreningen Rumænien 97« sammen med et ægtepar fra Randers, og gennem det humanitære arbejde, der har involveret mange familier på Skiveegnen, blev der sendt masser af nødhjælp til Rumænien.

- Vi har været i Rumænien 50-60 gange siden, og vi håber, at det har gjort en lille forskel for børnene i Rumænien. Det har i hvert fald betydet noget for os, at vi gjorde noget. Vi føler, at vi har været med til at hjælpe, og det er jeg stolt af, siger Birthe Fyllgraf.

Hun tænker også med stolthed tilbage på omkring 50 år som frivillig i De Blå Spejdere.

- Spejderarbejdet har fyldt meget hos mig. Og når jeg ligger her, tænker jeg da over, at jeg har været med til at gøre en masse godt for børn og unge mennesker i den sammenhæng, siger hun.

Læs også
<span>Minde-artikel:</span> Peter huskede os på, at vi skal fejre livet hver dag <span>Minde-artikel:</span> Peter huskede os på, at vi skal fejre livet hver dag
Læs også:
Minde-artikel: Peter huskede os på, at vi skal fejre livet hver dag

Er ikke parat endnu

Det vigtigste for Birthe Fyllgraf er dog uden tvivl familien.

Hendes mand kommer og er ved hendes side hver eneste dag, og det er i mange timer. Nærmest uafbrudt fra klokken ni om formiddagen til sent hen på aftenen, når Birthe Fyllgraf siger godnat.

Og selv om energien ikke er, hvad den har været hos den sygdomsramte kvinde, så går tankerne alligevel på børnene og børnebørnene, når øjenlågene går ned.

- Jeg går meget op i, om julegaverne er blevet købt, og om børnefødselsdage er blevet holdt. Der er bare nogle ting, der skal være i orden, siger Birthe Fyllgraf.

Læs også
<span>Flemmings kone døde af kræft:</span> Nu udgiver han digtsamling om magtesløsheden <span>Flemmings kone døde af kræft:</span> Nu udgiver han digtsamling om magtesløsheden
Læs også:
Flemmings kone døde af kræft: Nu udgiver han digtsamling om magtesløsheden

Men selv om hun er begrænset på mange måder, så ligger hun ikke og frygter, at det hele snart er slut.

Hun kan stadig genkende sig selv i sine tanker og sit sind, og vigtigst er, at hun stadig har et håb for livet og fremtiden.

- Jeg ved godt, at der er en risiko for, at jeg ikke er her i morgen, men jeg er ikke parat til at tage herfra. Jeg har ikke bestilt en plads deroppe, og jeg har ikke snakket med ham (Gud) endnu. Mit håb er, at jeg kan få det så godt, at jeg kan komme på et plejehjem og leve videre, siger Birthe Fyllgraf.

Indlæser debat