Gang i kirkerne igen: Første højskoleformiddag siden efteråret

9. maj 2021, 06.23

Også kirkerne kan nu begynde at samle folk til kulturelle aktiviteter igen. Foto: steen don

Snakken og latteren flød lystigt hen over kaffekopperne og ostemadderne, da Egeris Kirke fredag formiddag slog dørene op og holdt den første højskoleformiddag i lang tid med input til »de små grå« og hyggeligt samvær.

Højskoleformiddagen var denne gang med tilmelding på forhånd og et begrænset antal pladser, idet der med den nyeste genåbning fra torsdag nu igen må være 25 personer indendørs til aktiviteter som foredrag i sognehuse og mødelokaler - dog stadig med krav til afstand og antal kvadratmeter.

- Vi begynder så småt at åbne op for vores aktiviteter igen, men der sker nok ikke så meget rundt omkring, før vi kommer hen sidst i maj - også fordi begrænsningen om maks 25 indenfor trods alt vil kræve tilmelding en del steder, og både præster og menighedsråd skal også lige finde deres ben i det her, siger provst i Skive, Betty Grønne Ahrenfeldt, inden hun pointerer, at retningslinjerne for genåbningen også først kom fra Kirkeministeriet torsdag.

Babysalmesang er også allerede i fuld gang igen blandt andet i Skive og Egeris - dog med den første gang udendørs i Egeris, hvor »Mændenes mødested« også er begyndt igen, lige som aktiviteter for skolebørn og minikonfimander også er i gang igen mange steder.

- Derudover må menighedsrådene omsider mødes fysisk igen. Det har været en kæmpe udfordring for alle - ikke mindst for de nye menighedsrådsmedlemmer - at de fleste råd ikke har kunnet møde hinanden andet end online, siger Betty Grønne Ahrenfeldt.

Med den nyeste genåbningsaftale fra begyndelsen af ugen blev det også muligt for kirkerne at holde kulturelle arrangementer for store forsamlinger igen under særlige regler. Det vil for eksempel ifølge Viborg Stift sige, at man må samle op til 500 mennesker til en kirkekoncert - når blot alle sidder ned og har ansigtet vendt mod scenen, kan der afhængig af kirkens størrelse lukkes op til 500 personer ind, idet kravet om en meters afstand og højst én person pr. kvadratmeter stadig gælder. Ved så store arrangementer skal deltagerne desuden have et gyldigt corona-pas,

Viborg Stift understreger samtidig, at for kirkelige handlinger som for eksempel gudstjenester, bryllupper og begravelser er antallet af deltagere inde i kirkerummet fortsat bestemt af areal- og afstandskravet, og her skal man ikke vise corona-pas.

I mødelokalet i Egeris Kirke mødtes 20 til den første højskoleformiddag i månedsvis fredag. Foto: steen don

Indlæser debat...