Denius var igen sikker fra pletten: Men målmanden var tættere på end nogensinde

Matchvinderen udgik skadet og tvivler på, han er med i udekampen mod Aarhus Fremad på søndag

Udgivet:26. maj 2022, 19.15

Læsetid:2 minutter

For niende gang i træk scorede Sebastian Denius på straffespark. Foto: Steen Don

Brian Laursen
| blau@skivefolkeblad.dk

STRAFFESPARK Sebastian Denius mener selv, det er ni gange, han har stået klar som straffesparksskytte for Skive IK. Foreløbig har der ikke været den mindste slinger i valsen. Ni mål fra pletten er det blevet til, når man føjer matchvindermålet fra torsdagens kamp mod FA 2000 til listen.

Men straffemål nummer ni var alligevel knap så sikkert som de otte foregående. For hvor Denius i - så vidt hukommelsen rækker - hver gang har fintet målmanden til den ene side og så har lagt bolden roligt ind i den anden, så faldt Niklas Thomsen fra FA 2000 ikke for narrestregerne. Han blev stående i sit mål og satsede på en Panenka-agtig afslutning fra SIK’eren, men Sebastian Denius bevarede roen og satte sit skud ind helt op ad stolpe til højre for keeperen.

Så selv om målmanden var tættere på en redning end nogensinde tidligere, var han alligevel langt fra.

Men hvad end, han gør, virkede det. Man hvad er det, han gør ...?

- Jeg gør noget, men hvad, er en hemmelighed. Det kan være, den bliver leaket, når karrieren er ved at være slut. Så længe, det går godt og er til holdets fordel, så tænker jeg også, jeg holder det for mig selv, griner Sebastian Denius.

Læs også
SIK jublede da tantes keramikfad røg på gulvet SIK jublede da tantes keramikfad røg på gulvet
Læs også:
SIK jublede da tantes keramikfad røg på gulvet

- Jeg har vel ikke taget et straffespark, hvor målmanden er gået til den rigtige side. Måske nærmer de sig nu, men jeg håber det ikke. Jeg håber, jeg kan blive ved med at sætte den ind, når muligheden kommer.

- Om det er andet spark eller niende spark, så skal man have en vis ydmyghed med det spark, man tager. Det handler om fuld koncentration og så at prøve om man kan lokke modstanderen til den ene side.

Sebastian Denius holdt kun lige godt en halv time, så udgik han med en skade i lysken.

- Der har været lidt optræk til det, også i den sidste kamp mod Middelfart, hvor jeg efter 50 minutter kunne begynde at mærke lidt ømhed. Jeg havde egentlig haft en super opvarmning og kamp indtil det 30. minut, da jeg gik forbi FA 2000’eren i en max-sprint og blev rykket lidt i, og så var det som om, den lige klikkede lidt, siger han.

- Som udgangspunkt er jeg ikke med på søndag, men der er sket større mirakler. Men nu skal jeg lige have snakket med fysserne og trænerne i forhold til hvad de mener er mest oplagt.

Læs også
<span>SIK-spillers fodboldeventyr:</span> Fra Serie 3 til 2. division på under et år <span>SIK-spillers fodboldeventyr:</span> Fra Serie 3 til 2. division på under et år
Læs også:
SIK-spillers fodboldeventyr: Fra Serie 3 til 2. division på under et år

Med sejren torsdag er kampen i Aarhus ikke så kritisk vigtig, som den kunne have været. Derfor vil det formentlig blive vurderet, at det er bedst for Sebastian Denius i det lange løb at holde en lidt længere pause,

- Vi fik en sejr i dag, og det ser godt ud lige nu. Men nu må vi se de næste dage - jeg vil i hvert fald gøre alt, hvad jeg kan, for at komme hurtigst muligt tilbage. Om det så bliver søndag eller næste weekend, det skal vi lige have snakket om.

Indlæser debat