Medier stopper politiker-kapring af kommentarspor på Facebook

7. maj 2021, 11.00

En del politikere i Folketinget har i en længere periode været meget aktive til at kommentere artikler på Facebook, hvilket har givet dem mange likes og kommentarer fra andre brugere. (Arkivfoto)

En række landsdækkende medier har ændret deres indstillinger på Facebook, så kommentarer fra politikere ikke altid ligger øverst i kommentarsporet under artikler.

Medierne Jyllands-Posten, B.T., Ekstra Bladet og DR har ændret, så det fremover vil være de nyeste kommentarer, som ligger øverst. Det skriver Fagbladet Journalisten.

Ændringen kommer, fordi en række politikere har været meget aktive i kommentarsporene til mediers opslag på Facebook og på den måde har høstet mange likes og kommentarer.

Hos B.T. fortæller chefredaktør Jonas Kuld Rathje, at man har valgt at ændre indstillingerne, fordi man finder det problematisk, at politikere kan spekulere i at udnytte Facebooks algoritmer til at ligge øverst.

- Dels fordi det gør, at særlige modbydelige kommentarer, der får mange likes, kan ligge højt, dels fordi politikere – typisk fordi de har verificeret profiler – bliver prioriteret højt.

- Politikerne må hjertens gerne blande sig i debatten, men vi har ikke nogen interesse i at være reklamesøjle for dem i vores feed.

- Og det kan vi helt entydigt se er noget, som politikere er begyndt at spekulere i inden for det sidste halve års tid, siger Jonas Kuld Rathje til Journalisten.

Hos Berlingske har man ikke ændret sine Facebook-indstillinger, men digital redaktionschef Kevin Walsh siger, at avisen har samme udfordringer med, at politikernes kommentarer ofte ryger øverst.

Han er ikke afvisende over at lave samme løsning som de øvrige medier, men påpeger over for Journalisten, at det ikke nødvendigvis skaber den bedste debat i kommentarsporet, hvis det altid er den nyeste kommentar, som ligger øverst.

/ritzau/