Dansk prinsesses safirdiadem er solgt på auktion

I alt seks smykker, der direkte har tilhørt den danske kongefamilie, har torsdag været på auktion.

Udgivet:02. december 2022, 08.22

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

1 år siden

KØBENHAVN Det er sjældent, at smykker, der direkte har tilhørt medlemmer af den danske kongefamilie, bliver udbudt til salg på auktion.

Torsdag eftermiddag har hele seks smykker af den karakter været udbudt hos auktionshuset Bruun Rasmussen, og her blev de solgt for flere hundrede tusinde kroner.

Det fortæller Martin Hans Borg, der er chefspecialist i kongelige samleobjekter hos Bruun Rasmussen.

Hovednummeret var et safirdiadem, der tilhørte prinsesse Thyra. Hun var datter af kong Frederik VIII og dronning Louise og døde i 1945.

Smykket blev solgt for 650.000 kroner. Imens var det vurderet til mellem 600.000-800.000 kroner.

- Det er jo altid byderne og køberen, der i sidste ende bestemmer, hvad det her diadem skal koste, siger Martin Hans Borg.

- Der var god interesse for diademet.

Også et smykke fra dronning Alexandrine, der var gift med kong Christian X - og altså dronning Margrethes farmor - var til salg på auktionen.

Konkret var der tale om dronning Alexandrines smaragd- og diamantarmbånd, som var vurderet til mellem 300.000-400.000 kroner. Det blev solgt for 700.000 kroner.

- Armbåndet er lidt mere moderne i udtrykket. Det er lidt mere art deco-stil, som blev brugt i 1920'erne, siger Martin Hans Borg.

Seks smykker, der blev solgt på auktionen, var fra medlemmer af kongefamilien. Derudover var tre smykker, som er blevet foræret til sælgerne af kongehuset.

Generelt var der stor interesse for smykkerne, siger Martin Hans Borg. Det gjaldt både fra udlandet og fra danske købere.

Og interessen har været båret af et ønske om at bære smykkerne.

- Byderne og køberne har ikke været samlere, som tænker, at "det skal jeg have i mit smykkeskrin". Det er noget, de vil bære, siger han.

Netop det kan også have været en faktor i, at armbåndet blev solgt for en del mere, end det var vurderet til, fordi det er "mere anvendeligt end diademet".

- Der er jo kredse både i Danmark og i udlandet, hvor man bærer diademer og denne her type armbånd af den kaliber, siger Martin Hans Borg.

For alle seks smykker fra kongefamilien gælder det, at det er nutidens ejere, som har sat dem til salg. Men så længe hverken sælgerne eller køberne ønsker at stå offentligt frem, er det ikke muligt at få at vide, hvem de er.

- Smykkerne er nedarvet i lige linje af efterkommere fra Frederik VIII og dronning Louise, og det er sådan set vore dages ejere af både diademet og armbåndet, som vælger at sige, at det her vil vi gerne udbyde til salg.

/ritzau/

Indlæser debat