Leder: Ny tummel med Arne-pensionen

24. september 2021, 22.15

Det er vigtigt at slå fast, at der skal være muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen og med en ydelse, hvis man ikke kan klare arbejdslivets udfordringer.

Sådan er det også blevet med den såkaldte senior-pension, som man kan søge seks år før folkepensionen, hvis man har arbejdet i 20-25 år og nu højst kan arbejde 15 timer om ugen. Det er et forholdsvis enkelt system, og før skat er seniorpensionen på 19.331 kroner for enlige og 16.432 kroner for gifte eller samlevende. Desuden er der stadig en efterløns-ordning, som dog er under gradvis og langsigtet afvikling.

Herudover har S-regeringen, DF, SF og Enhedslisten så vedtaget den såkaldte Arne-pension. Det var en vigtig del i Socialdemokratiets valgkamp i 2019, at der skulle komme en sådan ordning.

Dens ydelse er klart mindre end seniorpensionen, og man kan tidligst få ydelsen ét til tre år før pensionsalderen afhængig af, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Det er et krav for at få Arne-pension, at man som 61-årig kan dokumentere, at man har været mindst 42 år på arbejdsmarkedet. 42 år giver så ret til Arne-pension ét år før folkepensionen. Har man været 43 år på arbejdsmarkedet, kan man få Arne-pension to år før folkepensionen, og har man været i arbejde i 44 år eller mere er det tre år før folkepensionen, at man kan få Arne-pensionen.

Der er ved Arne-pensionen ikke noget krav om at man skal dokumentere, at man ikke kan arbejde f.eks 15 timer om ugen. Men til gengæld er det som ventet blevet et bureukratisk og tids-og arbejdskrævende system at kunne dokumentere - og få kontrolleret - at man har arbejdet i over 40 år. Faktisk et mareridt for mange, for der var ikke for godt 40 år siden de ATP-systemer og andet, som i dag gør registreringer lettere.

Ordningen med Arne-pension kunne søges fra 1. august, og der har på under to måneder allerede været 20.000 ansøgninger - og i omkring en fjerdedel af tilfældene var der ikke tilstrækkeligt med dokumentation til at ydelsen kunne gives.

De første par måneder vidner om to ting. For det første, at det er et dyrt og bureaukratisk system for godkendelse. Og for det andet, at interessen for at gå på Arne-pension meget let kan blive betydeligt større end forventet, da den blev vedtaget.

Og med mangel på arbejdskraft i stadig flere sektorer er det ikke verdens bedste timing, at tusindvis nu forlader arbejdsmarkedet - ikke fordi de ikke kan arbejde 15 timer om ugen, for så ville de søge seniorpension - men fordi de ønsker at forlade arbejdsmarkedet med en ydelse tre år før pensionsalderen.

Når Arne-pensionen eksisterer, skal ingen bebrejdes, at de søger den, Men der er selvfølgelig et overordnet politisk ansvar for at få tingene til at hænge sammen. Forlader ekstraordinært mange arbejdsmarkedet, skal dem, der er tilbage, løbe stærkere, og der kan komme yderligere mangel på arbejdskraft. Dermed skabes et svagere grundlag for finansiering af det velfærdssamfund, som skal sikres og på flere punkter forbedres.

Socialdemokratiet var gået med til, at efterlønsordningen måtte gradvis afvikles. Det var rigtigt set, men det kostede Socialdemokratiet vælgere. Så blev Arne-pensionen opfundet som optakt til seneste valgkamp - og den gav med sikkerhed vælgere blandt andet fra DF, som Socialdemokratiet også med en strammere udlændingepolitik gik efter at score.

Der vil formentlig komme et tidspunkt, hvor også Socialdemokratiet må erkende, at Arne-pensionen af flere grunde ikke var genial - men det bliver med sikkerhed ikke før næste valg.

Det vigtige bør altid være at sikre dem, der ikke kan klare arbejdslivets udfordringer. Den opgave klares i øjeblikket bedst, og med højeste ydelse, via seniorpensions-ordningen.

O.D.

Indlæser debat