
Politirapporten: Spritbilist kørte rundt med kanonslag i handskerummet og ungersvend krænkede politiets husfred
Blandt andet er der blevet stjålet boremaskiner og en stiksav
Udgivet:30. januar 2023, 13.40
Læsetid:4 minutter
1 måned siden
112
Bilist overså at forankørende bil skulle dreje
En 27-årig mand fra Skive havde slet ikke lagt mærke til, at en forankørende bilist fredag morgen kort før klokken syv havde sænket farten for at dreje fra Dalgas Allé og ind på Skyttevej i Skive.
- Så den 27-årige kørte ind i den anden bilist, en 40-årig kvinde fra Skive, og der skete betydelig materiel skade på begge biler. Begge de involverede bilister slap dog uden skader, men den 27-årige mand er sigtet for ikke at udvise tilstrækkelig opmærksomhed i trafikken, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Manden kom kørende med cirka 50 kilometer i timen, da han påkørte kvinden.
25-årig mand sigtet for husfredskrænkelse mod politiet
Lørdag eftermiddag, da en politipatrulje var klar til at køre på tur, gik der pludselig en mand ind i den ellers aflåste politigård, da politipatruljen kørte ud.
- Patruljen havde åbnet porten for at komme ud, men det udnyttede en 25-årig mand fra Højslev til at komme ind bag porten. Patruljen fik vendt om og fortalt manden, at han ikke måtte være der. Så han er nu sigtet for husfredskrænkelse, da der jo er en grund til, at der er en port, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Den 25-årige mand fra Højslev, der var lettere påvirket af alkohol, forklarede politiet, at han bare gerne ville se, hvordan politiet boede.
Spritbilist kørte rundt med kanonslag i handskerummet og fik stor bøde
Da en 58-årig mand fra Roslev torsdag i sidste uge blev standset i Søndergade i Jebjerg, slap han ikke kun med en sigtelse for spirituskørsel.
For i handskerummet på mandens bil gemte der sig et kanonslag.
- Det er en overtrædelse af fyrværkeriloven. Men mere alvorligt er det, at manden også er blevet sigtet for transport af farlig gods, og det koster altså en bøde på 10.000 kroner. Man må ikke køre rundt med ulovligt fyrværkeri, og det bliver der altså slået hårdt ned på, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Skyld i uheld: 50-årig bilist overholdt ikke sin vigepligt
Torsdag eftermiddag klokken 14.22 var en 50-årig kvinde fra Skive skyld i et færdselsuheld i krydset mellem Hvitfeldsgade og Jyllandsgade.
- Hun kørte ud på Jyllandsgade uden at overholde sin ubetingede vigepligt, og derfor kørte hun ind i en 83-årig kvinde fra Spøttrup, der kom kørende i en anden bil. Heldigvis skete der ingen personskade ved sammenstødet, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Den 50-årig kvinde har dog fået en sigtelse mod sig.
Mand sigtet for ulovlig tv-overvågning
Torsdag var en politipatrulje på opgave på en adresse i Østergade i Skive.
- En 41-årig mand havde sat et videokamera op, der filmede alle, der kom i opgangen, og det er en overtrædelse af loven om tv-overvågning. Derfor er han nu sigtet, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Tyve stjal kontanter og fjernsyn
I perioden fra torsdag til søndag i sidste uge har der været indbrud i en villa i Herrup.
- Gerningsmændene har skaffet sig adgang til hjemmet ved at knuse ruden i hoveddøren, og så er de kommet af sted med et ukendt kontantbeløb og et fjernsyn. Vi har sikret dna-spor fra stedet, så vi håber, det kan gøre, at vi kan opklare indbruddet, siger politikommissær Lilian Jensen fra lokalpolitiet i Holstebro.
Mand taget for narkokørsel
Lørdag aften klokken 23.52 blev en 26-årig mand fra Skive standset i en personbil på Havnevej.
- En narkometertest viste, at manden var påvirket af narkotika, så derfor er han nu sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Værktøj stjålet fra garage
En garage på Hjelmvej i Mogenstrup har i midten af sidste uge haft indbrud.
- Gerningsmændene er kommet ind i en staldbygning gennem en ulåst dør og derefter videre til garagen, og så har de stjålet alverdens værktøj. Blandt andet er der blevet stjålet boremaskiner og en stiksav, og samlet er der stjålet værktøj til en værdi af 25.000 kroner, siger politikommissær Lilian Jensen fra lokalpolitiet i Holstebro.