Leder: Fortsat og forstærket corona-kamp

25. november 2021, 10.32

4.426 nye smittede på ét døgn - det højeste i år. 435 indlagte og ni døde det seneste døgn, og dermed er corona-dødsfaldene i alt oppe på 2.829 i Danmark.

Alvoren er tilbage i kampen mod coronavirus - i Danmark og i store dele af verden. Europa er igen hårdt ramt, og regeringer og parlamenter kommer med nye fremstød for at holde smitten nede i de mørke måneder.

Herhjemme er der bred opbakning til S-regeringens stramninger, der blev præsenteret i går. Vi skal igen finde mundbind frem - det bliver et krav at bære mundbund i den kollektive trafik, på færger og i fly. Og når vi handler ind i butikker og supermarkeder bliver det også et krav at bære mundbind, og det samme gælder for besøgende og medarbejdere i sundhedssektoren og på ældreområdet. Det hele forventes at træde i kraft fra mandag.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, fangede formentlig ganske godt folkestemningen, da han på pressemødet i går sagde: - Det er ærgerligt, at vi skal have mundbind igen, men det er desværre nødvendigt.

Danmark har i en periode været et af de mest åbne samfund, men tallenes alvor er tydelig, og derfor skal der ske noget - og det er da glædeligt, at behovet ikke er en større nedlukning - igen - af det danske samfund.

Udover mundbind bliver der øget krav om at vise coronapas, så man kan dokumentere, at man er vaccineret eller testet negativ for nylig. Coronapas kommer på statslige arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, de liberale serviceerhverv som f.eks frisører, for besøgende i ældreplejen og ved forsamlinger på over 100 personer indendørs og 1000 personer udendørs.

Men det stopper ikke dermed. Regeringen forventes i dag eller i morgen at få stemt igennem, at også private virksomheder kan kræve at medarbejdere skal vise coronapas, hvis de vil møde på arbejde.

Derudover er overvejelserne på vej om vaccinering af børn - muligvis helt ned til fem års alderen. Ikke mindst børn bringer smitte videre i denne bølge, og der er andre lande, der har påbegyndt vaccination af børn.

Som led i det seneste udspil fra regeringen forkortes gyldigheden af negativ test i coronapasset. Den vil gælde 48 timer ved lyntest og 72 timer ved såkaldt pcr-test.

Dermed øges presset generelt på ikke-vaccinerede. Det er ikke sådan, at vaccination er en garanti mod corona, men tallene efterlader ikke tvivl om, at ikke-vaccinerede både for sig selv og for samfundet udgør en udfordring i kampen mod corona.

Forhåbentlig vil de nye initiativer virke, men skjules kan det ikke at store dele af sygehus-væsenet er under voldsomt pres. Det skyldes ikke kun corona - men det skyldes i høj grad også corona. Aflyste operationer i massevis er en del af hverdagen. Det rammer patienter, der længe har ventet på en operation, og der er et stort arbejdspres på de ansatte i sygehusverdenen.

Som borgere kan danskere medvirke til at bremse smitten ved fortsat omtanke. De gode dyder om afstand, nys i ærmet, mundbind, hyppig håndvask skal igen i fokus. Kampen mod corona fortsætter.

O.D.

Indlæser debat