Lyon skubber forsvarende mester af Champions League-tronen

Lørdag vandt Lyon for ottende gang Champions League med en overbevisende 3-1-sejr over FC Barcelona.

Udgivet:21. maj 2022, 21.13

Læsetid:2 minutter

Ada Hegerberg lavede et mål og en assist for Lyon i holdets 3-1-sejr over FC Barcelona i Champions League-finalen.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Den franske fodboldklub Lyon blev lørdag aften kåret til Champions League-mester efter en overbevisende finalesejr på 3-1 over sidste års vinder, FC Barcelona.

Mens Barcelona sad på det meste af boldbesiddelsen, blev Lyons mere direkte facon en for stor mundfuld for det catalanske mandskab, der var udråbt som favoritter forud for kampen.

Det er ottende gang, at Lyon vinder Champions League siden turneringens start i 2001.

Finalen blev spillet på fodboldklubben Juventus' hjemmebane, Allianz Stadium, i Torino.

Danske HB Køge mødte i efteråret FC Barcelona over to kampe i gruppespillet af Champions League. Det opgør vandt Barcelona dog sikkert med en sammenlagt sejr på 7-0.

Der gik ikke længe, før Lyon åbnede op for kampen med et fortrinligt langskudsmål. Knap seks minutter inde i kampen erobrede midtbanespilleren Amandine Henry bolden langt uden for feltet og bankede bolden op i højre målhjørne til 1-0.

Barcelona svarede igen med hårdt pres og flere gode forsøg, men at få bolden over mållinjen skulle vise sig at blive en stor udfordring for Barcelona.

Det gjorde sig ikke gældende for Lyon, som i 23. minut endnu engang fik en spiller på måltavlen.

Denne gang var det norske Ada Hegerberg, som sendte et hovedstød i kassen på indlæg fra Selma Bacha.

Ti minutter senere kom Hegerberg selv på assisttavlen, da hun lagde op til Catarina Macarios mål til 3-0.

Mens Barcelona kom under stort pres i første halvleg, var holdet bestemt ikke klar til at smide håndklædet i ringen.

I 41. minut scorede den seneste Ballon d'Or-vinder, Alexia Putellas, halvlegens sidste mål med en indersideafslutning og reducerede til 1-3.

Begge hold fortsatte, hvor de slap, med flere flotte detaljer i anden halvleg.

Knap 60 minutter inde i kampen var FC Barcelona tæt på at score endnu et spektakulært langskudsmål, da Patricia Guijarro få meter fra midterlinjen sendte et skud på overliggeren.

Barcelona kæmpede en indædt kamp i anden halvleg for at komme tilbage i finalen, men en tæt pakket Lyon-defensiv formåede gang på gang at holde Barcelona fra de helt store chancer.

I 83. minut opstod Barcelonas bedste mulighed for at reducere til 2-3, da indskiftede Ana-Maria Crnogorcevic formøblede et glimrende indlæg og sendte bolden langt forbi mål.

På trods af at FC Barcelona dominerede skudstatistikken i anden halvleg, lykkedes det ikke holdet at gøre mere ved målscoren.

Dermed kunne Lyon efter 90 minutter fejre sin ottende titel i Champions League.

/ritzau/