Søren Pape må gå foran

20. august 2019, 10.43

En stor tak for jeres store støtte til Det Konservative Folkeparti i forbindelse med Europaparlamentsvalget den 26. maj 2019 og folketingsvalget grundlovsdag den 5. juni 2019. Begge valg er nu meget godt overstået med et særdeles flot og meget tilfredsstillende resultat for Det Konservative Folkeparti og Konservative Herning Kommune.

Den forløbne periode efter folketingsvalget viser med stor tydelighed, at der skal ske ændringer, hvis vælgerne skal genfinde troen på et borgerligt alternativ.

Jeg skal og vil ikke blande mig i, hvad der sker i de andre politiske partier, men vi har brug for et stærkt borgerligt modspil. Der er brug for en ny stærk person, som vil arbejde helhjertet for de borgerlige holdninger og synspunkter.

Tak til Søren Pape for hans sobre tilkendegivelser og kritik i den forløbne uge af »diverse borgerlige svigt« i forbindelse med folketingsvalget.

Mange mennesker har mega stor tillid til den konservative formand Søren Pape, som har formatet til at gå foran og trække læsset for et borgerligt alternativ.

Det er jo heller ingen »naturlov«, at landets næste borgerlige statsminister nu samt fremover absolut skal komme fra Venstre.

Med de bedste ønsker om en fortsat god sommer til alle.

Med venlig hilsen

Karl Højhus Jeppesen,

formand,

Konservative Herning,

Elme Allé 3C,

6933 Kibæk