Næsten alle restriktioner fjernes: Mette Frederiksen opfordrer til hensyn overfor corona-bekymrede

Næsten alle restriktioner i Danmark fjernes fra tirsdag, men der bør stadig vises hensyn, lyder det.

Udgivet:26. januar 2022, 19.13

Læsetid:1 minut

Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

/ Ritzau /

KØBENHAVN Det er fantastisk, at Danmark nu kan lægge langt de fleste og mest indgribende restriktioner bag sig og se frem til en mere normal hverdag.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften på et pressemøde i Statsministeriet, hvor de sidste coronarestriktioner fjernes. Men borgere bør stadig vise hensyn til de bekymrede.

- Det er helt ærligt fantastisk, at det er der, vi er nu.

- Men jeg ved godt, at nogle af jer, der lytter med i aften, stadig er bekymret. Coronaen er her, og den vil fortsat være iblandt os, siger statsministeren.

Danmark kan ifølge sundhedsmyndighederne fjerne restriktionerne af flere grunde.

Der er mange vaccinerede, relativt få indlæggelser, og desuden er omikron mildere end tidligere varianter, hvor folk i langt højere grad er blevet indlagt.

Statsministeren minder om, at alle bør tage særligt hensyn til ældre, sårbare og kronisk syge.

- Det gælder ikke mindst, når vi er sammen med familierne, det kan være på sygehuse eller på plejehjem.

- En meget, meget klar appel fra os her i aften er, at vi stadig viser hensyn til dem, der frygter at blive smittet. Alle skal føle sig trygge også i et åbent Danmark, siger statsministeren.

Epidemikommissionen, som rådgiver regeringen om corona, kom sent tirsdag aften med en indstilling til regeringen om, at restriktionerne ikke bør forlænges, når de udløber 31. januar.

Det har regeringen valgt at lytte til, og et stort flertal i Folketinget er enig.

Det betyder, at restriktionerne fjernes fra tirsdag.

/ritzau/