Skivemødet skubbet til nye datoer i efteråret

21. februar 2021, 07.24

Arkivfoto: Lindy Jørgensen

Så er der sat dato på Skivemødet 2021, der finder sted 23-24. september.

- Vi er allerede i gang med at grov-planlægge årets Skivemøde med masser af erhvervsinteressante samtaler, festlige indslag med sang og fællesspisning, kulturelle oplæg med kant og med højt humør i godt vejr og coronafrie omgivelser, skriver formanden for Branding Skiveegnen Poul Pedersen i en hilsen til anpartshaverne, der samtidig opfordres til at betale kontingent og dermed støtte Skivemødet.

Som tidligere omtalt i Skive Folkeblad har Skive Kommune lovet at støtte Skivemødet med en million kroner årligt i 2021, 2022 og 2023.

Og sammen med kontingenter og forventet fondsstøtte skal det skabe et sikkert økonomisk fundament under Skivemødet.

Målet er fortsat at profilere Skiveegnen, sætte fokus på et Danmark i bedre balance og desuden integreres grøn omstilling i dagsordenen for mødet.

Lise Korsgaard, der er lokal og selvstændig inden for blandt andet projektledelse, events og kommunikation, er ansat som projektleder i erkendelse af, at man ikke alene kan trække på frivillige kræfter.

- Med aftalen med Skive Kommune ser vi os i stand til, med et årligt budget på 1,5 millioner kroner, virkelig at sætte Skiveegnen på landkortet med afholdelse af møder/events i Skivemødet-regi med fokus på grøn omstilling og et Danmark i balance, konstaterer Poul Pedersen.

Skivemødet var oprindelig en forårsbegivenhed, men corona-udviklingen medfører, at 2021-udgaven flyttes til 23-24. september, hvor der forventes at være helt anderledes åbent i det danske samfund.