Genforeningsstenene på Skiveegnen

Tidligere formand for Skiveegnens Grænseforening holdt ved den corona-forsinkede markeringen af 100 års jubilæet for genforeningen denne tale i Skive

15. september 2021, 10.18

Annmarie Langballe har skrevet denne kronik om mindestene for genforeningen. Kronikken blev holdt som tale ved den corona-forsinkede markering af 100 året for genforeningen i sidste uge. Foto: Lars Rasborg

GENFORENING Efter 1. verdenskrigs afslutning i 1918, efter Versailles- fredstraktaten i 1919 og grænsedragningen i 1920 skulle mange opgaver løses i det nye Danmark. Der skulle bruges en fremadrettet og en tilbageskuende synsvinkel.

I tiden efter Genforeningen 1920 for sønderjyderne startede kampen om erindringen. Der var brydninger, men i Danmark var der nationalt og lokalt stor glæde og stolthed over, at Sønderjylland kom til Danmark, og den nye statsgrænse blev lagt ca. 80 km syd for Kongeåen.

Overalt i landet gav det sig udtryk i frivillige folkelige fællesskabers deltagelse i rejsningen af de 584 genforeningssten. Mange ville have medejerskab i denne begivenhed og ville gerne bidrage til sammenhængskraften. Der krævedes handlekraft, kreativitet og praktisk håndelag.

Her i Salling rejstes fire genforeningssten: Storstenen i Rødding, Otting-stenen, genforeningsstenen ved Krabbesholm Højskole og én i Glyngøre, som man ikke ved meget om.

Rødding

Østergade 13, 7860 Spøttrup

Storstenen i Rødding blev rejst i september 1919, og afsløringen fandt sted på genforeningsdagen den 9. juli 1920. (den 10. juli nævnes nogle steder) Den var amtets førstrejste og næststørste genforeningssten, og den blev placeret på en gammel kæmpehøj med vid udsigt til alle sider (Limfjorden, Kaas bredning, Mors).

Dagen startede med festgudstjeneste i Rødding Kirke, som var stuvende fuld af deltagere. Ved den blomstersmykkede sten holdt valgmenighedspræst Jacob Bjerre, Rødding (han var svigerfar til Jeppe Aakjærs datters Solveig) efterfølgende tale, og flerstemmig afsyngelse af Henrik Pontoppidans sang fra »Det lyder som et eventyr« afsluttede den store begivenhed.

Stenen var en tre meter høj granitsten på 11.500 kg., der var hentet ved Nymølle Teglværk ved Limfjorden. I to dage arbejdede 20 mand med at få den på en svær blokvogn. På 3. dagen forspændtes 8 heste, og i Rødding kom yderligere 4 heste til. En masse mennesker sled med tove, som gjaldt det livet, men først efter 4 dage var stenen på plads. Der var frivillige pengebidrag på 1500 kr, og trods anstrengelserne siges der, at arbejdet gik som en leg under sang og skæmt.

Inskriptionen, som var designet og udført af den kendte billedhugger Hansen-Jacobsen, Vejen, (nær ven af Jeppe Aakjær) og billedhugger Pedersen, Holstebro, lyder:

Forside: Minde om Sønderjyllands genforening med Danmark 1920

Til den lykke man aldrig saa mage,

Saa end lever den gamle af dage.

Bagside:

Nymølle gav stenen

Egnens beboere slæbte den herop

Otting

Otting Kirke, Holmhuse 26, Otting

Det var gaardejer Kristen Sveigaard, Otting, som var initiativtager til at sognets beboere skulle rejse en genforeningssten på sognets og Sallings højeste punkt, den gamle gravhøj Jeghøj. Efter at han havde fundet en passende finkornet granitsten ved Gammelhede i Rødding, blev der nedsat et udvalg med ham som formand. Efter flere planer endte man med, at en 15 mands arbejdsstyrke den 29. maj skulle få den 12.000 kg tungesten gravet frem og på en blokvogn, men der var problemer med strandgrus og blød undergrund. Til sidst lykkedes det dog at få tre bjælker under kolossen.

Pastor M. Kragh-Müller, Oddense, kom ind i udvalget, og nu blev en trekantet plads, skænket af Jakob Goul, øst for Otting kirke valgt som nyt sted.

Den 2. juni drog arbejdsstyrken, nu på 25 mand, til Gammelhede, og efter 2 dages slid kom stenen på blokvognen. Efter grundlovsdag og marked i Skive påbegyndtes den 9. juni kl. 5 om morgenen rejsen til Otting. Kørelinjen var afmærket med hvide papirsflag. Nu var der 50-60 mand og 10 spand heste + et spand særlig kraftige heste fra Hem i gang. Endelig øjnedes et Dannebrogsflag på kirketårnet i Otting. Bag det stod byens unge piger, som også bidrog med at synge sønderjyske sange ved aflæsningen af stenen.

Der blev lagt en skibskætting, dvs. en kraftig kæde af sten, omkring mindestenen som værn mod vejen.

Indskriften var bestemt af udvalget og lød:

Forside: Til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark 1920

Bagside: Gammelhede skænkede mig, og Oddense-Otting rejste mig

Ved afsløringen den 9. juli 1920 talte pastor Kragh-Müller, udvalgsformand Kristen Sveigaard, Otting, kirkeværge lærer Salomonsen, Oddense, m.fl.

Lærer Anton Ørnbøl, Oddense, havde skrevet en sang på 30 strofer, som udfoldede transportens vanskeligheder. Visen blev sunget som vekselsang.

Det var én af de minderigeste dage i Oddense-Ottings historie.

Krabbesholm

Krabbesholm Alle 15, 7800 Skive

Ved afsløringen af den store natursten den 19. september 1920 holdt højskoleforstander Olav Kjems indvielsestalen. Hans Nielsen fra Dølby håbede, at den store sten med 21 mindre sten med indgraverede navne på af de sogne, som forærede stenene, fra Salling og Fjends, ville mane til sammenhold i det genforenede Danmark, og at retten altid måtte vinde i landet. Asger Larsen, Roslev, takkede alle bidragydere, og redaktør Hansen, Skive, fremlagde en mindebog, hvor alle bidragsyderne var skrevet ind, og opfordrede til, at festdeltagere også ville skrive i deres navne heri.

Her på plænen, hvor vi står, sang man Grundtvigs sang fra 1837 »Fædreneland! Ved den bølgende strand«. Der blev lagt særlig vægt på ordene »thi end lever den gamle af dage«, som er de sidste linjer i strofe to.

Oprindeligt stod stenene under et stort gammelt lindetræ, men under en vinterstorm i 1924 væltede det, hvorefter der i stedet blev plantet et egetræ.

Forside: For Sønderjylland 1864 . 1920 Ret . vandt . sejr (tekst formentlig af komiteen)

Sangene

Johan Ottesen, 1890: Det haver så nyligen regnet HS 529

Henrik Pontoppidan, 1918: Det lyder som et eventyr. HS 532 (2020 udg.) Rødding

N.F.S.Grundtvig 1837: Fædreneland! Ved den bølgende strand. HS 382 Krabbesholm

Lærer Ørnbøll, Oddense: »Fra Otting uddrog en flok hædersmænd« mel. »Fra Tyskland uddrog en flok spillemænd«. Der var 30 vers.

Til slut vil jeg konkludere, at der var masser af følelser , der drev værket. Chokket over at have mistet en tredjedel af Danmark i 1864 var særdeles nærværende.

Det var frie mænds arv fra vikingetiden at kunne udvirke denne dåd!

Indlæser debat...