Stjerner på Glastonbury fordømmer amerikansk abortbeslutning

Lorde og Billie Eilish bruger optrædener på Glastonbury til at kritisere tilbagekaldelse af abortret i USA.

Udgivet:27. juni 2022, 03.51

Læsetid:2 minutter

Lorde fra New Zealand spillede søndag på hovedscenen, Pyramid Stage, på Glastonbury Festival i Somerset i det sydvestlige England.

/ Ritzau /

PILTON Det er ikke gået ubemærket hen på en af verdens største musikfestivaler, Glastonbury, at den amerikanske Højesteret fredag tilbagekaldte den føderale ret til abort i USA.

Senest har den newzealandske sangerinde Lorde søndag givet sin mening til kende. Her afsluttede hun sin koncert på hovedscenen, Pyramid Stage, med et "Fuck Højesteret".

Hun slutter sig dermed til en lang række af kunstnere på den britiske festival, som har fordømt beslutningen fra USA's Højesteret.

Det gælder blandt andre Billie Eilish, Olivia Rodrigo, Idles og Phoebe Bridgers.

I slutningen af sangen "Secrets From a Girl (Who's Seen It All)" ændrede Lorde teksten for at fortælle, at hun føler, at kvindekroppe er kontrolleret.

- Vil I høre en hemmelighed, piger? Jeres kroppe var forudbestemt til at blive kontrolleret og objektiviseret, siden I blev født. Den rædsel er jeres fødselsret, sang hun.

- Men her er en anden hemmelighed: I besidder en ældgammel styrke og ældgammel visdom. Visdom, som har drevet alle kvinder, som var her før jer.

- Den visdom er også jeres fødselsret. Jeg beder jer om i dag at gøre adgangen til den visdom til jeres livsværk. Fordi alting afhænger af det, sang hun.

Det er anden gang, at 25-årige Lorde optræder på Glastonbury, der er en af verdens største musikfestivaler. Hun spillede også på festivalen i 2017.

Da den amerikanske popstjerne Billie Eilish fredag aften indtog Pyramid Stage, kaldte hun dagen for "en sort dag" for kvinder i USA.

- I dag er en virkelig sort dag for kvinder i USA, sagde den 20-årige Grammy-vinder midtvejs i koncerten.

- Det er det eneste, jeg kommer til at sige, for jeg kan ikke holde ud at tænke mere på det lige nu.

Billie Eilish er det yngste hovednavn på Glastonbury nogensinde.

Paul McCartney, som spillede på festivalen lørdag - en uge efter hans 80-års fødselsdag - er den ældste.

På Glastonbury deltager flere end 200.000 musikglade gæster.

/ritzau/dpa

Indlæser debat