Forrygende start for værterne: Fjends Cups første runde levede op til sit navn

23. juli 2021, 12.26

Værternes anfører Oliver Andersen blev dobbelt målscorer for Sparkær i storsejren mod Nørremarken. Foto: Fjends Cup

FODBOLD Det tegner til, at klubberne fra Fjends har tænkt sig at byde ind på de bedste placeringer i årets udgave af Fjends Cup. Værterne fra Sparkær storsejrede 8-2 i åbningsrunden, og Mønsted og Stoholm vandt ligeledes i første runde. Det samme gjorde Feldborg/Haderup.

Mest spænding var der, inden Stoholm fik sejren hjem mod Ravnsbjerg/Løgstrup.

Ravnsbjerg/Løgstrup smed nemlig en 2-0-føring undervejs. Bagud 0-2 efter 24 minutter fik fjandboerne alligevel udlignet til 2-2 allerede inden pausen.

Først reducerede Jonathan Juul Strømsted med fem minutter tilbage af halvlegen, og bare to minutter senere udlignede Nicolaj Christensen. Og der var ikke spillet mange minutter af 2. halvleg, da Jonathan Juul Strømsted scorede sejrsmålet.

Stoholm hører til i pulje 2, hvor Feldborg/Haderup altså nu er det andet hold med maksimum-point.

Også i F/H’ernes kamp mod Borup var da drama - men desværre på en lidt anden måde.

Feldborg/Haderups Rene Bjerg Simonsen måtte nemlig tilses af en læge, efter at han havde slået sit hoved. Han har sandsynligvis pådraget sig en hjernerystelse, og må nu tage plads på sofaen hjemme i nogle dage.

Træner Benny Simonsen, som er Renes far så Lucas Bertelsen og Rasmus Lago Henriksen score målene, der gav en sikker sejr.

Mønsted fik - ligesom Stoholm - en sejr på et enkelt mål i pulje 1, men skulle ikke igennem helt så meget drama.

Mod Skals kom fjandboerne foran efter et kvarter, og en Skals-udligning holdt ikke længe, før Mønsted var foran 2-1. Begge mål kom, da Mønsted viste skarphed efter at Skals ikke havde fået clearet ordentligt. Jakob Hokser og Kasper Henriksen stod for scoringerne.

2. halvleg blev en mere taktisk affære, som endte uden mål. Mønsted var farlig på omstillinger flere gange, men fik ikke scoret yderligere. Skals måtte til gengæld se bolden prelle af på stolpen undervejs i halvlegen.

Flest mål var der i værternes egen kamp, som gav en 8-2 sejr over turneringsdebutaterne fra Nørremarken og dermed førstepladsen i pulje 1.

Kasper Møller scorede ægte hattrick for Sparkær undervejs, og Oliver Andersen blev dobbelt målscorer. De øvrige tre Sparkær-mål blev sat ind af Patrick Nielsen, Asger Fjeldsted og Anders Holm.

Sparkær afgjorde kampen på 10 gyldne minutter i 1. halvleg, hvor værterne ved stillingen 1-1 gik målamok og scorede fem gange i streg.

Det var tæt på en ny publikumsrekord for åbningsaftenen, men der manglede sølle fem solgte billetter for at nå sidste års rekord på 253 betalende.

Det var uhyre tæt på tilskuerrekord til en åbningsaften i Sparkær i går. De gæstende hold var også flinke til at tage tilskuere med. Her er der opbakning til Feldborg/Haderup. Foto: Henrik Lind Jørgensen

Indlæser debat...