Politisk parentes: Da Julius tog på ferie

Udgivet:21. maj 2022, 05.16

Læsetid:5 minutter

Da tegneren Julius onsdag drog på ferie ude i verden så det ud til at Folketingets 179 medlemmer - før ugen var omme - ville stå i kø foran stemmeboksen og stemme om Claus Hjort Frederiksens fremtid.

Med bind for øjnene!

Sådan havde de fleste det, så Julius tegnede løs før han smuttede ud af landet med pen og tusser ...

Men torsdag kom Søren Pape Poulsen så ud fra det konservative gruppeværelse - og sagde det stik modsatte af, hvad han tre dage tidligere havde ladet forstå, at han ville sige.

Ak, ak, ak!

Det kan godt være, de Radikale ikke står så stærkt på borgen for tiden. Men deres holdninger breder sig!

Nu også til De konservative ...

Selv ventede den radikale leder Sofie Carsten Nielsen med at sige, hvad de radikale ville stemme - indtil alle andre havde røbet, hvor de stod.

Smart! Når man hverken vil stikke eller bekende venter man bare til alle de andre har talt.

Siden har alle snakket om hvad der skete hos de konservative. Selv sagde Pape at det ikke handlede om politik, det med Hjortens immunitet. Det handlede kun om principper, hvad hans ven (og forgænger som konservativ formand), den nuværende, altid objektive (!) TV 2-News-kommentator Hans Engell bekræftede for åbne skærme.

Jeg tør ikke benægte det. Hjort havde det vist på samme måde, bare med omvendt fortegn, men ham kan man ikke regne med, for han er part i sagen ...

Men det er de jo alle sammen; problemet er at ingen ved, hvad det er for en sag, de er part i, og sådan vil det være i al evighed, eftersom det nu aldrig vil komme for dagens lys.

Problemet med mørklagte sager - hvad enten de så handler om rigets sikkerhed eller regeringens gode navn og rygte (hvis man i disse tider kan tale om noget sådant) - er at de giver langt mere grobund for alskens ondskabsfuld snak end hvis de ikke var mørklagte.

Nogle påpegede, at sandheden var at Søren Pape jo i sin tid som jomfruelig justitsminister fra Viborg var stærkt afhængig af sit embedsværk - og her dukker så navnet Barbara Bertelsen (Barske Barbara) op i erindringen, eftersom hun var kontorchef i Justitsministeriet og en stor støtte for den nye minister (og siden blev, som man ved) departementschef hos statsminister Mette Frederiksen ...

Jeg kender folk, der påstår, at det ligger lige for at Pape efter sin opklarende samtale med Rigsadvokaten (som han vist selv har udnævnt i sin ministertid) søgte råd hos sin gamle, barske veninde (nej, ikke veninde på den måde!) ...

Sådan går rygtet, og selv om vi ved at Mettes departementschef ikke har adgang til Rigsadvokatens skuffe med hemmeligheder, så alligevel. For hendes chef har vel?

Alt dette er selvsagt ondsindet bagtalelse og fri fantasi, så jeg påstår intet, jeg peger bare på, hvad de går og siger, og hvor farligt det er, når statsapparatet pakker hemmeligheder ind!

Og bedre bliver det jo ikke af at fx professor emerita, dr. jur. Eva Smith, i denne uge udtalte følgende:

»Jeg minder om at i diktaturstater, hvor der føres hemmelige processer mod politiske modstandere, bruges samme begrundelse som regeringen bruger her: Det drejer sig om rigets sikkerhed.«

Eva Smith er ikke hvem som helst. Ud over at være en fremragende jurist er hun fx datter af den Hans Hækkerup, der var bror til Per, og selv var justitsminister i vistnok seks socialdemokratiske regeringer ...

Stod hans datter ikke lige og antydede at Mette bruger samme metode mod Hjort som man bruger i diktaturstater?

Ikke at jeg vil antyde at statsministeren selv havde fingrene i suppedasen. Dels havde hun vel - ligesom Hjort - været bedre tjent med en straffesag for åbne døre frem for dette mudder (det var vist også hvad Hjort ønskede, men han overlever vel, for alt tyder på at han har store dele af befolkningen på sin side (selv Enhedslisten gav ham dybest set ret i at han er blevet dårligt behandlet).

Men sagen vil vedvarende klæbe til regeringen (og der mangler stadig en lang tys-tys-affære med spionchefen, der blev sigtet for at lække samme hemmeligheder som Hjort (tror vi nok, men vi ved det ikke og får det nok aldrig at vide!).

Når alt kommer til alt står statsministeren tilbage med en ny tabersag, for en stribe eks-topembedsmænd har utvetydigt sagt, at sjældent har de set en sag håndteret så klodset på højt politisk niveau som her (og så må de slås om, hvem der skal have aben, men den frafaldne Nick Hækkerup kan det umuligt blive, han har i lighed med Trine Bramsen reddet sin bagdel, og Matias Tesfaye, der blev skubbet ind for at tage skraldet, kan i befolkningens øjne ikke blive syndebuk, for der har vi jo Mogens Jensen, og hvor mange er der plads til?

Men Mette F. var uden skyld; hun var i Esbjerg for at bygge vindmøller sammen med Tyskland, Belgien og Holland. Før hun skulle hjem til København og møde NATO’s generalsekretær og ordne det der med Finland og Sverige.

Statsministre har nok at tage sig til!

Men der var som bekendt masser af andet at gøre i ugen, der gik; og den, der kommer - som den folkeafstemning, der er vigtigere end det hele.

Som måske kan koges ned i et enkelt spørgsmål, at dømme ud fra argumenterne, som de ryger hen over bordet:

Hvem skal vi frygte mest? Macron eller Putin?

Indlæser debat