Leder: Støjberg valgte DF fra

Udgivet:10. januar 2022, 10.42

Læsetid:2 minutter

Chefredaktør Ole Dall.

Det har længe været fornemmelsen, at Inger Støjberg ikke ville satse på Dansk Folkeparti - herunder på den ledige formandspost i partiet. Og i fredags blev fornemmelsen til vished. Støjberg skal ikke til det kriseramte DF.

Det er givet, at mange DF’ere havde håbet, at hun kunne blive redningskvinden for partiet, men der blev stadig mere, der talte imod, at Støjberg skulle træffe det valg.

Hun har tidligere fastslået, at hun er »Venstremand helt ind i knoglerne«, og selvom hun meldte sig ud af partiet, så bliver hun jo ikke pludselig enig med DF på alle områder - herunder EU, hvor DF vil have Danmark ud,..

Samtidig kunne Inger Støjberg se ind i et dybt kriseramt Dansk Folkeparti med personopgør og fløjkrig. Det har ikke fristet, selvom DF´ere med Kristian Thulesen Dahl i spidsen var særdeles ivrige bejlere.

På trods af at Støjberg slet ikke var medlem af DF, fik hun at vide, at hun kunne få massiv opbakning som ny formand, hvis hun tog springet. DF betalte hyldest-annoncer for Støjberg, inviterede hende på efterårets DF-landsmøde, hvor hun blev hyldet, tilbød hende job på partikontoret - og hun fik Cola-Zero i massevis! Men Støjberg blev ikke fristet. Hun valgte DF fra som en mulighed.

Forude venter 60 dages ubetinget fængsel efter Rigsrettens dom, og efter at være blevet stemt uværdig er Inger Støjberg som bekendt også færdig som folketingsmedlem - i hvert fald indtil næste valg.

Hun fortsætter med at skrive kommentarer på sin hjemmeside, hvor man kan blive »medlem«. Der synes således at være tre muligheder for Inger Støjberg: At gøre en kommentator-rolle til en levevej kombineret med bogudgivelser og foredrag, at bruge medlemshjemmesiden og kommentarerne som et springbræt til at danne et nyt parti - eller på et tidspunkt at melde sig ind i et eksisterende parti, f.eks DF eller Nye Borgerlige. Problemet med den sidstnævnte mulighed er så stadig, at hun vil være enig med de to nævnte partier i udlændinge-politikken men ikke på en masse andre områder.

Mens Støjberg tænker videre over fremtidsmulighederne, fremstår Morten Messerschmidt som klar formandsfavorit, når et ekstraordinært DF-landsmøde den 23, janauar skal vælge ny formand efter Kristian Thulesen Dahl. De øvrige kandidater er tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen, tidligere folketingsmedlem Merete Due Larsen samt byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen.

I går fastslog partistifter Pia Kjærsgaard, at hun ønsker Morten Messerschmidt som ny formand. Dermed bakkes han foreløbig op af fem ud af 16 DF-folketingsmedlemmer. Også tidligere EU-parlamentsmedlem Anders Vistisen - med Vridsted rødder - støtter Messerschmidt. Problemet for Messerschmidt og DF bliver at håndtere, hvis han i den kommende retssag dømmes for svindel med EU-midler. Han blev dømt skyldig i byretten, men sagen skal gå om. da dommeren var inhabil. Messerschmidt har talt om, at Peter Kofod, EU-parlamentsmedlem, kan tage over, hvis Messerschmidt dømmes, men det bliver en noget speciel konstruktion, for Kofod er ikke medlem af Folketinget.

Der er således masser af DF-drama forude. Også uden Inger Støjbergs medvirken!

O.D.