To indbrud i samme by: Nabo hørte rude blive knust

22. juli 2021, 09.08

Arkivfoto

politi I den sidste tid har der været to indbrud i Stoholm. Fra tirsdag klokken 18 til onsdag morgen klokken 7 har ukendte gerningsmænd knust en rude i en kælderdør til en villa på Nygade, som de er kommet ind gennem. Det er endnu ikke opgjort, hvad der er stjålet.

Omkring klokken 01.20 samme nat hørte en nabo en lyd, der godt kunne lyde som en rude, der blev knust. Personen kiggede ud, men kunne ikke se noget. Senere samme nat hørte naboen nogle biler, der larmende kørte fra gaden.

Politiet mener, det, naboen hørte, godt kan have sammenhæng med indbruddet.

Fra onsdag den 14. juli klokken 15 til onsdag den 21. juli klokken 11 har ukendte gerningsmænd aflistet en rude til en villa på Fyrrevænget. Her er der stjålet sølvtøj, men heller ikke her er der en endelig opgørelse over, hvad der er stjålet.