De ældre og erfarne - og så de andre

2. december 2021, 10.40

POLITIK Med dyb undren har jeg fulgt den lokale fraktion af Nye Borgerlige, og især ham, de havde sat som spidskandidat (indtil han omsider blev smidt ud). I teorien burde jeg være begejstret for dette parti, men undlod at stemme på dem, netop på grund af den lokale leders fremfærd igennem længere tid. Som en bøffel i en porcelænsbutik.

Generelt er topstyring en uheldig praksis; men akkurat her burde Pernille Vermund have grebet ind langt tidligere.

Ligeså nærer jeg en almen uvilje imod at kommentere enkeltpersoners gerninger; men her vil jeg gøre en rimelig undtagelse.

Det er påfaldende, at Erik Mortensen har været politiker så længe, uden at have lært noget som helst.

Der er næppe nogen, der har skadet Nye Borgerlige mere end ham. Man kunne godt få den mistanke, at han i virkeligheden var en betalt sabotør for Socialdemokratiet.

Nej, det tror jeg alligevel ikke på. Noget så rationelt fornuftigt og indlysende logisk passer ikke til hans personlighed.

Nogle bliver ældre og erfarne. Enkelte bliver gamle og vise. Og så er der dem, der bare bliver ældre.

Indlæser debat