Positiv historie fra Gammelgård

21. december 2018, 14.56

ww»Det nok æ så skjøn å skryw om de guer ting » .

Ovenstående citat er fra en beboer på Gammelgård, som i dag deltog i indvielsen af vores nye demensvenlige cafe/kiosk »Åkanden«.

Lang historie kort, så har politikerne i Skive bevilget »en pæn portion« penge til ekstraordinær demensindretning på tre plejecentre i kommunen. Penge, som skal gå til at forsøde tilværelsen for demensramte .

På Gammelgård har vi valgt at ombygge og indrette et stort hyggerum med tilhørende kiosk i 70’er-stil med masser af varme og sjæl.

Beboere, pårørende, ledelse og diverse personalegrupper har set frem til dagen, hvor det kunne tages i brug. I denne uge har vi så haft stor indvielsesreception, hvor viceborgmester Preben Andersen var inviteret tillige med Skive Folkeblad.

Førstnævnte takkede straks ja til at deltage, hvilket betød meget for vores beboere. Skive Folkeblad så vi til gengæld ikke. Og her kommer så min personlige anke: Hvorfor? Jeg er fuldt ud bevidst om, at avisens journalister og fotografer ikke kan stille op til hvert og et arrangement, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kan virke som om, det ikke er nær så interessant at viderebringe de positive tiltag, der sker i kommunen som det modsatte.

Det er ikke længe siden, at avisen over flere dage skabte debat om, at man i kommunalt regi havde besluttet at spare den årlige julefrokost for frivillige på plejecentrene væk. Hvilket jo reelt set var en omskrivelse af situationen .

Aviser skal bringe de »trælse« historier. Men vi trænger altså også til de »gode«. Når vi nu har (i den konkrete sag) nogle politikere, som bevilger ekstra midler og endda bevæger sig ud for ved selvsyn at se, hvordan pengene er blevet brugt, er det så ikke værd at nævne?

Vi er stolte af Gammelgård og dets værdisæt, og det viser vi gerne frem, så: Kære Skive Folkeblad. Skulle I få lyst til at opleve vores nyeste tiltag »Åkanden«, så skal I være hjertelig velkomne. Vi har også en kop kaffe til jer og et smil.

Lone Lauridsen,

Brårupvej 47,

7800 Skive

Svar: Til lykke til Gammelgård med den nye demensvenlige cafe/kiosk »Åkanden«. Og med eller uden kaffe vil Skive Folkeblad selvfølgelig gerne komme forbi og fortælle læserne om initiativet - og om hvad de to andre plejecentre vil bruge ekstra penge til. Så det vil vi gøre. Rigtigt er det, at Folkebladet ikke kan komme til alle arrangementer, men lige så sikkert er det, at Skive Folkeblad som aktiv lokalavis altid vil have fokus på både at fortælle fra vores egn om skønne, positive ting og om problemer og udfordringer. Sådan var det i 2018 og sådan bliver det i 2019.

Bedste julehilsener, O.D.