112

Stoppet af politiet: Mand uden kørekort hoppede over på passagersædet

17. maj 2021, 11.58

En 27-årig mand fra Skive prøvede natten til lørdag at undgå en sigtelse, da han blev stoppet i en bil på en parkeringsplads i Søndergade i Skive.

Politiet havde forinden lagt mærke til den sølvgrå VW Passat, og derfor fulgte patruljen efter bilen, da den drejede ind på parkeringspladsen.

Den 27-årige mand, der førte bilen, havde lagt mærke til, at politiet var i hælene af ham, så da han standsede bilen, hoppede han fra førersædet og over på passagersædet.

- Og så forklarede han, at det ikke var ham, der kørte bilen, men at det i stedet var en anden mand, der lige var løbet derfra. Men politiet havde holdt øje med ham, og der var ikke andre i bilen, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Det viste sig, at manden har fået frakendt sit kørekort, og efter en kort tur oppe i bygningen ved siden af parkeringspladsen, ændrede han pludselig forklaring.

Nu var det ikke længere en anden mand, der havde kørt bilen.

- Der kom en 24-årig kvinde fra Skive ned, da patruljen var ved at forlade stedet, og hun mente, at det var hende, der havde kørt bilen. Men det var som at spilde vores tid, og nu må vi se, hvor sagen ender i forhold til hende. Hun er i første omgang sigtet for at have overladt bilen til den 27-årige, da den er registreret i hendes navn, lyder det fra Niels Bach.