Rikke og Daniel sagde ja på Hancock

Udgivet:20. juni 2020, 13.39

Læsetid:1 minut

Ikke mange er blevet gift på Hancock Bryggeriet, men det blev Daniel og Rikke Eriksen Dahl lørdag formiddag. Foto: Steen Don

Efter at være blevet mødt med en sand regn af ølkapsler i stedet for ris, kunne Daniel og Rikke Eriksen Dahl, Hem, lørdag formiddag som ægtefolk endelig tage den første slurk af den øl, som han betegner som »verdens bedste«.

- Skål og til lykke, lød det fra gæsterne.

- Den har jeg ventet på siden i morges, lød det efter den første slurk fra Daniel Eriksen Dahl.

- Det kan ikke passe, at det er den første, mente en gæst.

- Det er det, insisterede Daniel Eriksen Dahl.

Øjeblikket før var parret blevet viet foran de store kobberkedler, der kan ses bag en stor rude i bryggeriets indgangsparti, og hvordan ideen var opstået, fortalte Daniel Eriksen Dahl, mens han røg en cigaret og ventede på sin brud.

- Vi skulle være gift i Hvidbjerg Kirke, men på grund af corona’en kan det ikke rigtig lade sig gøre. Så fandt vi på, at vi gerne ville giftes på det, som byen er mest kendt for - Hancock. Det fik vi lov til, forklarede Daniel.

Det var deres ven, Chris Mosegaard, der arbejder på bryggeriet, der fik tilladelsen til begivenheden fra brygger-familien Strange Nielsen.

Bagefter skulle der være en mindre sammenkomst hjemme i brudeparrets have, mens den store fest foreløbig er udsat til næste sommer.

Det var en bevæget brud og en mindst lige så glad brudgom, der i varmen foran kobberkedlerne sagde ja til hinanden.

Se hvordan det så ud i videoen herunder:

[naviga:iframe allow="autoplay; fullscreen" allowfullscreen="" frameborder="0" src="https://player.vimeo.com/video/431015545?portrait=0" style="position:absolute;top:0;left:0;width:100%;height:100%;"][/naviga:iframe]