Forfatter puster liv i Jeppe Aakjærs usungne sange

Peter Welander

Journalist

Peter Welander

Journalist| pew@skivefolkeblad.dk

Se flere artikler af Peter Welander

Anette Prehn sætter sig på hug ved Jeppe Aakjærs gravsten.

Med en hurtig bevægelse vifter hun et par visne blade væk og lader sin hånd blive liggende på den kølige sten.

»Her standsed de glade klange / Her sattes mit livsens mål / Det er asken af usungne sange / der hviler i denne skål.«

- Han har selv bestemt, hvad der skulle stå på den gravsten, fortæller Anette Prehn om den danske forfatter og digter, Jeppe Aakjær, der døde i 1930, og hvis urne er nedsat under den store sten.

Da Anette Prehn første gang besøgte Jenle, Aakjærs hjem i Salling, hvor gravstedet også ligger, gjorde linjerne indtryk. Hun besluttede sig for at gå på jagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange.

- Aakjærs prosa er fuld af poesi, siger sociolog, forfatter, sangskriver og foredragsholder Anette Prehn, der blandt andet er kendt for Hjernesmart-bøgerne og for nylig udkom med »Det syngende menneske - Nye veje til forbundethed.«

Nu er Anette Prehn dykket ned i Jeppe Aakjærs breve, foredrag og erindringer. Hans prosa.

Og her har der åbenbaret sig en guldgrube af ord og hele sætninger, som bare venter på at blive omsat til nyskrevne sange: Jeppe Aakjærs usungne sange.

- På den ene side virkede det oplagt, at de »usungne sange« var alle de mange sange, som Aakjær kunne have skrevet, hvis han havde levet i længere tid. På den anden side spurgte jeg mig selv, om der mon kunne gemme sig usungne sange overraskende steder, som i hans prosa, lyder det fra Anette Prehn.

I foråret måtte den populære forfatter og foredragsholder rydde en fyldt kalender.

- Hvis ikke corona var kommet, var det her heller ikke kommet, konstaterer Anette Prehn om sin kommende samling af nye sange, som pianist og komponist Kristian Bisgaard sætter musik til.

Anette taler hurtigt og entusiastisk om nogle af de passager, der ligger i Aakjærs breve.

Som når Aakjær i et brev eksempelvis skriver:

»Der er gråd i mine sange, der er sang i min gråd.«

- Det er et udtryk, der har ligget til hævning i min hjerne, siger Anette Prehn om citatet, som altså nu har fundet anvendelse i en af de nye, usungne sange.

Blandt andet har et af Aakjærs breve til mejerist og ven Esper Andersen i Jebjerg været fuld af velegnede vendinger til sang.

- Han flyder jo over med lyrik, siger Anette om digterens gemte sange i prosaen.

- De pibler frem. Det er som om, de gerne vil findes!

Hun vil gerne være med til at tale det almenmenneskelige op.

Og det kunne netop Jeppe Aakjær.

- Jeg synes, at »Jens Vejmand« er den vigtigste sang i Højskolesangbogen, simpelthen, siger Anette.

Og har man sagt Højskolesangbogen, må man også sige fællessang.

- Jeg deler Jeppe Aakjærs vision, om at fællessang har et social-transformativt potentiale. Den har potentiale til at flytte ting ude i virkeligheden.

Derfor er det også vigtigt, at vi stadig skaber og synger nye fællessange, der kan flytte noget i vores virkelighed anno 2020. Så vi ikke kun synger de samme 50 sange i Højskolesangbogen, mener Anette Prehn.

Jeppe Aakjærs ord vedkommer os den dag i dag, og Anette er kvinde for at forløse de usungne sange til sange, vi en dag kan synge allesammen sammen.

Arbejdet med hendes seneste bog, »Det syngende menneske«, begyndte i foråret og arbejdet var reelt set planlagt allerede inden coronanedlukningen i marts.

Men bogen er unægtelig ikke blevet mindre aktuel, efter at fællessang har fået en genfødsel - ikke mindst fredag aften i tv her under coronaen.

- Fællessang er blevet et rum, der kan samle flere mennesker end en nyhedsudsendelse eller et debatprogram, konstaterer Anette Prehn.

- Vi er nødt til at forstå os selv som forbundne, blandt andet for at kunne håndtere klima, pandemi og mental sundhed, lyder hendes pointe.

Men:

- Vores evne til forbundethed er groet til de sidste årtier, konstaterer hun.

Med »Det syngende menneske« anviser Anette Prehn nye veje til forbundethed.

Og hendes Aakjær-projekt kan ses som et skridt videre ud ad disse veje.

Anette Prehns nye sange er forbundet til Jeppe Aakjæs prosa.

Og måske synger vi en dag en af dem som fællessang.

Læs hele artiklen i tirsdagens Skive Folkeblad