Fur

250 år gammelt altersølv stjålet fra kirke: Vi håber inderligt på at få den igen

16. april 2021, 11.22

Hvad der er sket, ligger ikke fast. Men væk er Fur Kirkes 250 år gamle alterdisk. Privatfoto.

Pistvæk. Det er Fur Kirkes alterdisk. Sidst, den blev set, var ved sidste gudtjeneste før nedlukningen 20. december sidste år. Og da kirken skulle bruger alterdisken igen, så var den væk.

- Den er simpelthen bortkommet, og vi har ingen anelse om hvordan, siger formanden for Fur Kirkes menighedsråd, Birgit Ladefoed.

De ved ikke, om alterdisken er stjålet, eller om den ved en fejl for eksempel er blevet smidt ud.

Selvom de længe har vist, at den var væk, har de først valgt at melde det som tyveri ved politiet nu.

- Vi håbede den dukkede op, og vi har ledt i alle kroge, men den er ikke til at finde, siger Birgit Ladefoed.

Alterdisken er er en sølvtallerken, der er forgyldt i bunden. Der er også indgraveret et kors og et lam i disken. Ifølge politiet kan udseendet bedst sammenlignes med en fin dæktallerken, som man nogle gange lægger under den tallerken, som man spiser af. Alterdisken blev skænket til Fur Kirke af en tidligere præst i 1768.

- Selvfølgelig har et gammelt stykke altersølv stor affektionsværdi - det er der ingen tvivl om. Og vi håber inderligt, at den måske på mystisk vis dukker op igen, lyder det fra menighedsrådsformanden.

Indlæser debat...