Anslag mod ytringsfrihed

12. maj 2021, 12.46

Både Peter Hahn fra Venstre og Peter M. Vestergaard fra Dansk Folkeparti har det svært, når nogen ytrer sig offentligt om deres gøren og laden. Som folkevalgt politiker skal man kunne tåle, at der er nogen der ser dem efter i sømmene, det kniber gevaldigt med disse to politikere.

Peter M. Vestergaard antyder, at jeg kommer med manipulerende påstande angående Skive kommunes borgmesters oplæsning på byrådsmødet 23. marts. Peter M. Vestergaard, der er ikke noget at tage fejl af, det der bliver læst op er, at du i forbindelse med dit byrådsarbejde ikke læser på opgaven, og det er det, jeg forholder mig til. Alle kan, hvis de vil, lytte til borgmesterens oplæsning fra det pågældende byrådsmøde. Kunne man forestille sig, at hvis du havde læst indsigelserne som du burde, havde du stemt anderledes?

Er det ikke en borgers ret at fremhæve og kritisere dette? Jeg kan såmænd godt forstå, at du er flov over, at du blev afsløret. Din rørende forklaring kan på ingen omstændigheder gøre indtryk på mig, at din stakkels hund, der ikke kan forsvare sig, skal have skylden, for det er jo kun til at le af.

Noget helt andet, du deltog i mødet hvor beslutningen om at borgere i eget hjem skulle tvinges til at få vasket deres tøj på et af de store vaskerier. Husker du, at jeg ringede til dig for at spørge ind til beslutningen? Husker du også, at du ikke kunne svare, trods det, at du selv var med til mødet?

Du lovede at kontakte mig. Den tilbagemelding har jeg aldrig modtaget.

Det skal så også lige med, at jeg kontaktede den konstituerede formand på mødet, socialdemokraten Johnny Kent Knudsen om det samme, han vidste lige så lidt som dig Peter M. Vestergaard, men vendte trods alt tilbage med et svar. Rystende er det, at to medlemmer til et så vigtigt dagsordenspunkt ikke vidste mere om den forringelse for de ældre, de lige havde vedtaget.

Venstres Peter Hahn slår alle rekorder for at lukke munden på personer, der ytrer sig offentligt. Man skulle ikke tro, at han får løn fra politiet, et politi, der om nogen skal sørge for, at folk frit kan ytre sig, men Peter Hahn, sandenheden er ilde hørt. Min mund får du og andre aldrig nogensinde lukket. Lige meget hvor meget I anstrenger jer.