Hjælp unge der skader sig selv

Udgivet:08. februar 2020, 07.42

Læsetid:2 minutter

Hvorfor vil ingen skoler have hjælp til at støtte unge, der gør skade på sig selv?

En del unge har prøvet at gøre skade på sig selv, men ifølge skoleleder ”har eleverne ikke den slags problemer”. Derfor afviser skolerne min hjælp, selvom jeg, om nogen, ved, hvad jeg taler om.

”Vores elever har ikke den slags problemer, så det er vi slet ikke interesseret i”.

”Det er ikke mange fra vores skole, som slås med den type problematikker”

Sådan lød nogle af de tilbagemeldinger, jeg fik, da jeg kontaktede otte skoler i Skive kommune. Jeg tilbød dem at holde et foredrag for de studerende om min historie, og om hvordan man håndterer, det, hvis man ikke trives, hvis man føler sig mobbet, hvis man har tanker om ikke at ville leve mere, og hvis man gør skade på sig selv. Ingen af skolerne vendte positivt tilbage.

Jeg ved, om nogen, hvordan det føles at mistrives, for jeg har selv prøvet det. Og jeg er ikke alene.

Derfor synes jeg, det er enormt vigtigt at italesætte over for de unge, at de ikke er alene om deres problemer, og at der er en vej ud af den mistrivsel, de føler.

Så hvorfor afviser skolerne min hjælp til at nå de unge? Er det, fordi de ikke ser det, når deres elever græder, fordi de græder bag lukkede toiletdøre? Fordi de ikke ser, når eleverne gemmer deres ar? Eller fordi de ikke forstår, at mobning ikke behøver foregå i klasseværelset, men godt kan foregå på Instagram og Snapchat?

Det undrer mig som ung lærerstuderende, at der hos de otte skoler, jeg har været i kontakt med, er den misforståede holdning for de problemer, der er. For hvem skal eleverne så komme til, når de har problemer? Lederne og lærerne siger alligevel bare, at ”vores elever ikke har den slags problemer” – og hvor meget mere forkerte må eleverne, som rent faktisk ikke trives, føle sig.

De unge, som lever i ulykke, skal have mere anerkendelse hos os voksne. De skal vide, at der findes organisationer, der kan vejlede og hjælpe, og de skal føle, at vi tager dem alvorligt. Problemerne skal italesættes. Og det kan kun gå for langsomt.

Jeg får ondt i maven, når der sidder en eller anden voksen på et kontor, der bestemmer, hvilke problemer der eksisterer hos de unge, og hvilke der ikke gør.

Vi er nødt til at give elever, som sidder med deres selvskadende adfærd eller tanker om selvmord, et håb. Og vi er nødt til at gøre det sammen.

Viktoria Flørnæss

Lærerstuderende

og foredragsholder

Torvegade 15

7800 Skive