Se video: Bilister holdt i kø i to timer - nu bliver ekstra færge indsat til Fur

17. juli 2020, 08.26

Der er i disse dage brug for ekstra kapacitet på overfarten til og fra Fur. Derfor har Fursund Færgeri nu også sat Sleipner ind nogle timer hver dag for at undgå alt for lang kø til færgen. Foto: Anton Simonsen

- Det er helt vanvittigt. Jeg har aldrig i de mange år, jeg har boet her, oplevet så mange biler i kø til færgen.

Sådan siger Bente Lund, der bor og arbejder en kilometer fra færgelejet ved Branden. Køen til færgen har nu flere gange denne sommer gået hen forbi hendes hus, og det er usædvanligt.

Det har givet timelange ventetider på at komme med færgen, og det tog Fursund Færgeri torsdag konsekvensen af og satte en færge mere ind i en times tid fra klokken 14.

Således fik den nyeste færge Mjølner hjælp af Sleipner til at fragte biler, campister, lastbiler, cyklister og fodgængere i hobetal mellem øen og fastlandet.

Øens gamle brugsuddeler, Anton Simonsen, kan kun huske én gang tidligere, hvor et særligt arrangement på campingpladsen gjorde det nødvendigt med en ekstra færge på ruten.

Stedfortrædende overfartsleder Jan Ebbesen Smed kan føje endnu en gang til, men ellers har der ikke sejlet to færger i rutefart i højsæsonen, siden de to gamle bilfærger med lav kapacitet i 1990’erne blev skiftet ud. Anton Simonsen har også ved selvsyn konstateret, at der er mennesker alle vegne på øen, og at det er med at passe på som bilist, fordi rigtig mange har benyttet sig af den gratis mulighed for at komme med færgen som enten fodgænger eller cyklist.

Holdt i kø i to timer

Mjølner og Sleipner kan hver især fragte 30 personbiler eller to sættevogne og 14 personbiler, og en ekstra færge satte derfor skub i køen på fastlandet torsdag eftermiddag. Her holdt mere end 150 biler på et tidspunkt i kø for at komme med.

Artiklen fortsætter under videoen

[naviga:iframe allow="autoplay; fullscreen" allowfullscreen="" frameborder="0" height="360" src="https://player.vimeo.com/video/439163299" width="640"][/naviga:iframe]

For at effektivisere billetteringen foregik det, mens bilerne holdt i kø ved Branden, og dermed var der billetteret til begge færger.

Også i dag, fredag, vil der være indsat to færger. Dobbeltoverfarten begynder klokken 10, og Jan Ebbesen Smed forventer, at begge færger vil sejle til ved 15-16-tiden afhængigt at behovet.

- Vi frygter faktisk, at der kommer endnu flere i dag, og vi vil gerne undgå så meget kø. I går var der nogle, der sad i kø i to timer. Den kritik kan Fur som samfund og Skive Kommune ikke leve med. Så vi er tvunget ud i det. Men jeg skal hente folk ud af deres ferier, så det er kun i det omfang, at de ekstra vil komme ind på arbejde i deres ferie, at vi kan sejle med to færger. Jeg vil gerne give kollegerne et klap på skulderen for at komme, siger han.

Han tror, det kan blive nødvendigt at se på yderligere ekstrafærger i de kommende uger også, men kan ikke sige noget om det endnu, fordi det afhænger af, hvordan vagtplanen kan hænge sammen. Han påpeger også, at der er et økonomisk aspekt i det, fordi der skal ekstra i lønningsposerne, når medarbejderne skal afbryde deres ferier.