Bryghus må flytte sommerkoncert: - Aftale er en mavepuster

5. maj 2021, 20.19

Sådan bliver det ikke i år ved Fur Bryghus, for sommerkoncerten bliver skubbet. Arkivfoto

Der var ikke nogen klappen i hænderne på Fur over den genåbningsaftale politikerne på Christiansborg indgik natten til tirsdag.

- Det var noget af en mavepuster, vi vågnede op til i morges i forhold til Fur Bryghus sommerkoncert lørdag 31. juli 2021, fortæller Danni Boysen, der er restaurant- og eventchef på Fur Bryghus.

Det var politikernes udmelding om udendørs musikarrangementer hen over sommeren, der tog luften fra Danni Boysen.

Fra 21. maj er forsamlingsforbuddet for udendørs festivaler og koncerter hævet til maksimalt 2000 mennesker i grupper af maksimalt 200 mennesker. Det maksimale deltagerantal var ikke noget problem, for bryghuset har sat sit eget loft på 1500, men sektionsopdelingen kan de ikke honorere.

- Det vil kræve toiletvogne, bespisningsområder og barer i alle sektorer, og det ville ikke kunne lade sig gøre, forklarer han.

- Det betyder desværre, at vi ikke kan gennemføre Fur Bryghus sommerkoncert den 31. juli 2021. Men fra 1. august er der store lempelser meldt ud, og derfor er der en klar mulighed for at afholde sommerkoncerten, mener Danni Boysen.

Bryghuset har derfor valgt at flytte koncerten tre uger længere ud i tiden, så den i stedet finder sted 21. august.

Folk med billetter kan bruge dem den 21, august i stedet, men kan også refunderes frem til 20. mak, lover han.

- Men vi håber inderligt, at I vælger at beholde billetten og bakke op om vores beslutning, så vi alle kan få den fest, vi havde håbet på, siger Danni Boysen.