Efter få uger: Nyt gelænder skal væk inden 1. august

Udgivet:22. juli 2020, 15.35

Læsetid:2 minutter

Det første reb i gelænderet var blåt, og det mødte en del kritik. Så nu er det skiftet ud med et reb i naturfarve. Foto: Anton Simonsen

Turit Skovborg
| ts@skivefolkeblad.dk

Det kan godt være, at der er gået sommerferie i den rundt omkring, men øjensynligt ikke hos Slots- og Kulturstyrelsen.

I hvert fald modtog Skive Kommune et brev fra styrelsen den 16. juli - blot fem dage efter at Gelænderbanden igen havde været på spil på Bette Jenses Hyw på Fur og sat et nyt gelænder op.

Styrelsen pålægger Skive Kommune at få gelænderet fjernet inden 1. august, og det fremgår også af skrivelsen, som Skive Folkeblad har fået indsigt i, at de ansatte i styrelsen læser avis. I hvert fald henviser styrelsen til en artikel fra 14. juli, hvor man kunne læse, at kommunen allerede kendte til opsætningen, inden det skete. Her efter kommer der en løftet pegefinger fra styrelsen.

»Vi går naturligvis ud fra at I bringer det ulovlige forhold i orden ved at fjerne gelænderet og fremadrettet sikrer at der ikke sættes et gelænder op på den fredede gravhøj, men for en ordens skyld skal vi oplyse om at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse naturligvis skal overholdes.«

Skive Kommune havde faktisk forsøgt, om der kunne findes en kattelem for gelænderet, så det kunne være sat op i sommerferien og efterårsferien, men det afviser styrelsen med henvisning til blandt andet den afgørelse, der faldt hos Miljø- og Fødevareklagenævnet i januar 2019 om, at man ikke kan søge dispensation til et gelænder på gravhøjen. Dermed er der også lukket for den mulighed.

I forvaltningen i Skive Kommune ligger der ikke en klar plan for, hvornår gelænderet skal ned. Der er ikke umiddelbart udsigt til, at kommunen vil trække nedtagningen så lang tid som muligt.

- Det bliver ved lejlighed, når vi har folk på Fur alligevel. Det er noget, de planlægger ude i entreprenørgården, siger biolog Krista Bernth fra Skive Kommune.

På Fur sunder Gelænderbanden sig lidt oven på den nye melding.

- Vi vil snakke med kommunen om det, og om hvornår det skal fjernes. Vi synes, det er fuldstændig forkert, at der ikke må være det gelænder. I øjeblikket er der tusindvis af mennesker, der kommer op på Bette Jenses Hyw. Hvis ikke der var et gelænder, ville nogen måske træde ved siden af og falde en halv meter ned. Vi havde håbet på, at det ville få lov at stå for evigt, fordi der kom en løsning, når det nu var sådan et pænt gelænder, vi havde sat op, siger Anton Simonsen, der er en del af Gelænderbanden.

Læs også
<span>Nyt gelænder gjort pænere:</span> Gelænderbanden slog til igen <span>Nyt gelænder gjort pænere:</span> Gelænderbanden slog til igen
Læs også:
Nyt gelænder gjort pænere: Gelænderbanden slog til igen
Læs også
<span>Gelænderbande slår til igen:</span> Nyt gelænder sat op i dag <span>Gelænderbande slår til igen:</span> Nyt gelænder sat op i dag
Læs også:
Gelænderbande slår til igen: Nyt gelænder sat op i dag