Masser af arrangementer: Skive skal på vægten i 2020

19. december 2019, 11.24

Det nye år begynder med de helt store muligheder for at komme i form.

Skive på Vægten er tilbage, men med enkelte ændringer i forhold til tidligere.

Arrangementet har fået sin egen hjemmeside, www.skivepv.dk, det varer et par uger længere, der bliver større fleksibilitet i holdstørrelser. Og så er der i høj grad lagt op til et forløb, som også byder på sjove arrangementer. Den 31. marts bliver der sluttet festligt af med taler, bobler og et efter sigende skrige-morsomt foredrag med Ditte Giese og Umahro Cadogan.

Skive på Vægten begynder den 14. januar i KulturCenter Limfjord, hvor den for flere måske-deltagere varslede indvejning måske nok kan virke skræmmende.

Den 14. januar er en tirsdag, så på det tidspunkt er vi fleste vel kommet godt ind i det nye år og vil sågar have overstået årets anden mandag.

Samme tirsdag vil der i KulturCenter Limfjord være en såkaldt peptalk. Det bliver Jacob Søndergaard fra »Rigtig Mænd«, som har lovet at komme til byen for at snakke og motivere under titlen »Den ubrydelige vane«.

Spurtpræmier vil være indlagt, og arrangørerne har travlt med at få det sidste til at spille sammen. Der arbejdes blandt andet på at få vægte til de individuelle hold.

- Det er gratis at låne en vægt, men man betaler et depositum, lover Knud Bjerre.

De enkelte arrangementer kræver et vist antal deltagere, og ved for få deltagere, er der risiko for aflysning. I det hele taget vil det være en rigtig god idé at sætte sig godt og grundigt ind i de i øvrigt overskuelige detaljer, når man begiver sig ud på sit livs sundhedstrip i det nye år.

Lokale borgere har tidligere tabt hundredvis af kilo ved at deltage i Skive på Vægten, som gennem årene har været en del af et landsdækkende arrangement. I år er den lokale hjemmeside for de forhåbentlig mange lokale deltagere et scoop. Samtidig er det også denne gang lykkedes i styregruppen at engagere lokale personer, som til daglig på den ene eller anden måde arbejder med sundhed. Luise Sønder, kostvejleder og coach, vil være blot en af de gennemgående personer.

Undervejs vil det næsten uundgåelige foredrag med Chris MacDonald være på programmet. Det sker efter planen torsdag den 27. februar.

- Som noget nyt kan man i år tilmelde både tre, fire, og fem personer på samme hold og i tre forskellige kategorier, nemlig familie, venner eller arbejde.

Så det gælder bare om at møde op i KulturCenter Limfjord tirsdag den 14. januar, medbringe vilje, godt humør og troen på, at det nok skal gå altsammen. For det kan kun blive både sundt og sjovt, lover arrangørerne.