Bibliotek genåbner i næste uge med afstandstape og »kortvarigt stående ophold«

14. maj 2020, 09.40

Bogbussen kommer ikke ud og køre i første omgang, og derfor har Skive Bibliotek i første omgang valgt at bevare en ordning med såkaldte læseposer. Arkivfoto

Efter mange uger med lukkede døre på biblioteket glæder medarbejderne på Skive Bibliotek til at kunne åbne igen.

Det sker i al forsigtighed fra mandag den 18. maj.

- Vi følger myndighedernes retningslinjer, og derfor bliver tingene lidt anderledes end de plejer, oplyser assistent Stinne Bæk Nielsen fra biblioteket.

Ved fremmøde vil man atter kunne låne og reservere bøger, aflevere bøger og få hjælp af personalet, men der bliver ingen selvbetjente perioder.

I de retningslinjer, der er lagt på Kulturministeriets hjemmesiden står der, at målet er, at bibliotekerne med afstandstape, ruminddelinger og »andre adfærdsregulerende indretninger« mindsker kontakten mellem ansatte og brugere af biblioteket.

Og hvis man var vant til at gå i flere timer og ose mellem reolerne, er det heller ikke planen.

- Lånere kan tage kortvarigt stående ophold for at udvælge biblioteksmaterialer til hjemlån, står der i retningslinjerne.

Hverken Mobillen eller Bogbussen vender umiddelbart tilbage til landevejene.

Derfor har Skive Bibliotek valgt at beholde ordningen med læseposer, hvor man på bibliotekets hjemmeside kan reservere poser til afhentning i forskellige byer på Skive-egnen.

Til gengæld betyder coronakrisen et midlertidigt stop for gebyrer.

Der vil frem til og med den 14. juni være en »frit-lejde-periode«, hvor der ikke kommer gebyr på afleverede materialer – uanset hvornår det er lånt.

mea