Afsløret af overvågning: Unge kedede sig og lavede omfattende reklame-hærværk

23. februar 2021, 10.30

Der var skåret hul i 11 bannere på fodboldbanen. Foto: Pauli Vendelbo.

Hærværk Tirsdag over middag begik en dreng og pige hærværk mod idærtsklubben Vridsted IF i Vestfjends.

- En fra vores sponsorudvalg kunne fredag se ud af sit vindue, at der var huller i nogle af bannerne, siger formand Ann Rasmussen fra Vridsted IF.

Og så gik der ikke lang tid, før formanden fik en opringning.

Den tidligere ledelse i klubben monterede i sin tid overvågning på stedet, så det var lige til at finde ud af, hvornår hærværken var sket.

På billederne kan man se, at to unge - en dreng og en pige - tirsdag over middag var i gang med at lave huller i 11 forskellige bannere på fodboldbanen.

Man kunne også tydeligt se, hvem de to unge var.

Det fik Ann Rasmussen til at lave et opslag på Facebook lørdag, hvor hun bad de to unge mennesker om selv at henvende sig til hende.

Og at hun håbede, at de så kunne finde en god løsning i fællesskab, hvor andre instanser ikke skulle involveres.

Sådan blev det.

- Der gik ikke mere end et par timer fra, at jeg havde lavet opslaget, til at de selv kontaktede mig. Det var nogle unge, der var kede af det efterfølgende. Min fornemmelse er, at de kedede sig lidt i vinterferien - og at de så kom på en dum ide. Det kan ske for selv de bedste, siger Ann Rasmussen.

Formanden oplyser, at der heller ikke bliver gjort mere i sagen.

- Det er selvfølgelig rigtig træls situation, men vi er glade for, at vi ved, hvem der gjorde det. Og at de tager ansvar for det. Sådan noget kan ske alle steder, men det vigtige er, at vi bagefter har nogle unge mennesker, der er kede af det. Sagen bliver heller ikke meldt til politiet - vi havde ikke på noget tid lyst til, at de skulle inddrages, siger Ann Rasmussen.

- Så det er op til forældrene at bestemme en eventuel straf, tilføjer formanden.

De to unge mennesker kommer dog til betale for nye bannere til fodboldbanen.