Kendt forfatter signerede bøger: Lang kø for at få en autograf

Udgivet:09. maj 2018, 08.45

Læsetid:2 minutter

Thomas Korsgaard signerede et par hundrede bøger tirsdag eftermiddag i Skive Boglade. Foto: Lindy Jørgensen

Thue Grum-Schwensen thue@skivefolkeblad.dk

En lang kø fra kassen i Skive Boglade gennem hele forretningen og ud på gaden.

Sådan så det ud, da Thomas Korsgaard tirsdag eftermiddag fra klokken 16 signerede bøger i Skive Boglade.

Godt at solen strålede, og vejret var til at vente på gaden.

Nogle havde deres eget eksemplar af hans nye roman »En dag vil vi grine af det« med, andre havde på forhånd bestilt et eksemplar i boghandelen, og endelig var der mange, som købte bogen på stedet, inden de rykkede frem for at få den signeret.

Både den og hans første bog har vakt forskellige følelser i forskellige dele af famiien, hvor specielt Korsgaards fars familie mener, bøgerne tegner et for unuanceret billede af en familie i opløsning, mens hans mor i højere grad støtter og bakker op.

Selv om det portræt, der i bogen tegnes af hovedpersonen Tues mor på mange måder også er af en kvinde, der har givet op.

De fleste voksne i bøgerne - og det gælder ikke mindst familien på begge sider - vil gerne gøre deres bedste overfor børn og familie, men det går bare ikke så godt.

detaljerne

Ifølge Thomas Korsgaard selv er det romaner og en blanding af fantasi og virkelighed, hvor den nye bog meget handler om »detaljer«.

I hvert fald har det slået an hos publikum. Ikke hver dag at flere hundrede mennesker møder frem i en boghandel i Skive for at få forfatterens signatur i deres eksemplar i bogen.

Allerede før forfatteren møder frem, har den lange kø dannet sig. I baggrunden inde i forretningen står boghandleren selv og ser tilfreds ud.

Thomas Korsgaard kommer ind i mørkt tøj og bliver anvist den stol, hvor han skal sidde.

Han signerer ikke bare bøgerne. Han skriver også en lille bemærkning i hver bog.

- Nå, jeg gik i gymnasiet med din datter, siger han til en - og skriver en hilsen til datteren i bogen.

En anden får en krammer. En, han kendte fra sin tid i Skive.

En kvinde har et kondom med som gave til den homoseksuelle forfatter, fordi han et sted har skrevet om uddeling af kondomer under sloganet: Det vokser med opgaven.

Stemningen er hjertelig - og folk er venlige mod den unge forfatter, der trods sine to bøger kun er i begyndelsen af 20’erne. Den del af familien, som er kritisk, er der ikke. Ikke ved denne lejlighed i hvert fald.

For ekspedienterne bliver det en travl eftermiddag. Der langes bøger over disken i stor stil. Ikke bare »En dag vil vi grine af det«, men også andre bøger, som folk bliver fristet af, mens de venter i køen. Men dagens store sællert er Thomas Korsgaards bøger.

I alle hans dedikationer kommer der i øvrigt et måske på efter selve titlen, så der kommer til at stå: »En dag vil vi grine af det...måske«.

Køen gik gennem forretningen og helt ud på gaden. Foto: Lindy Jørgensen