Enighed i udvalg: To små plejehjem skal lukkes

18. marts 2021, 13.56

Plejecentret her i Rønbjerg og centret i Hem skal lukke. Det mener politikerne i Skive Kommune. ?Arkivfoto:

Ældreudvalget i Skive Kommune besluttede sig i sidste uge. Og det samme gjorde Økonomiudvalget på et møde tirsdag i denne uge.

Indstillingen til byrådet er klar: Plejehjemmene i Hem og Rønbjerg skal lukke.

Det fortæller Preben Andersen (DF), Nr. Søby, der er formand for Ældreudvalget og som også sidder i Økonomiudvalget.

- Vi skulle spare 24 plejehjemspladser som følge af budgetaftalen fra efteråret og som konsekvens af det nye friplejehjem, og ved at nedlægge plejecentrene i Hem og Rønbjerg finder vi 23 pladser. Det giver god mening, da brandsikkerheden de to steder ikke er i orden, og at det vil koste alt for mange penge at sikre brandforholdene de to steder, siger Preben Andersen.

Han fortæller, at der ikke var en eneste i Økonomiudvalget, der talte imod at nedlægge de to plejecentre, og derfor virker det meget sandsynligt, at byrådet endelig beslutter nedlukningen.

Både i Hem og Rønbjerg bliver nyheden modtaget med skuffelse.

I Rønbjerg er borgerforeningens formand, Zenia Jacobsen, ærgerlig over beslutningen på vegne af byen, men også de ældre, der havde glædet sig til at skulle bo på det lokale ældrecenter.

- Det er ikke godt for Rønbjerg, at vi mister det sidste, vi har tilbage. Og jeg ved, at der er rigtig mange, der nu bliver kede af det, fordi de ikke kan komme om på centret og bo, siger Zenia Jacobsen.

Beslutningen kommer heller ikke bag på Børge Rasmussen, der er formand for Kontaktrådet Hem/Hindborg/Dølby.

Men han er alligevel rystet over, at politikerne har valgt, som de har.

- Jeg synes, det er dybt godnat at nedlægge to velfungerende plejehjem med argumentet om, at man skal spare 24 pladser på grund af et friplejehjem. Vi ved, at der bliver behov for plejehjemspladser i fremtiden i Skive Kommune, og hvorfor kan man så ikke lige så godt bygge nyt i Hem og Rønbjerg som inde i Skive, siger Børge Rasmussen.

Den endelige beslutning omkring de to plejecentre skal byrådet træffe på det næste møde, der finder sted den 23. marts.