Sælger af friskole undrer sig: »De lokale har haft muligheden«

29. november 2020, 08.06

Nicoline Lieberkind Nielsen tilbød først at sælge Rødding Friskole til de lokale. Men ingen bed på. Privatfoto

Flere lokale foreninger i og omkring Rødding - herunder Rødding Udviklingsråd - fik tilbudt at købe den nedlagte friskole før Rasmus Paludan, men ingen var angiveligt interesseret i at købe den på det tidspunkt.

Det fortæller Nicoline Lieberkind Nielsen, Mariager, der netop har solgt friskolen til Rasmus Paludan og hans menighed, Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke.

- Jeg synes, det er mærkeligt, at de lokale i Rødding nu pludselig reagerer på et salg. Jeg har forsøgt at sælge friskolen til lokale flere gange, og de har haft deres mulighed. Men de har også alle afvist, siger Nicoline Lieberkind Nielsen.

Efter hun havde købt friskolen på tvangsauktion, lagde hun salgs-opslag ud i flere lokale Facebook-grupper.

KFUM Spejderne Spøttrup var en af de foreninger, der fik tilbudt skolen.

- Jeg har selv været aktiv i spejderregi, og jeg tænkte, det kunne være en god mulighed for dem. Men efter jeg havde lagt opslaget op i spejdergruppen, fik jeg at vide, at jeg bare skulle slette det igen, siger Nicoline Lieberkind Nielsen.

Og det bekræfter Tove Vester, der er gruppeleder for KFUM Spejderne Spøttrup.

- Nicoline Lieberkind Nielsen kom og tilbød os at købe friskolen, men det var ikke et tilbud, vi var interesseret i, da vi er tilfredse med, hvor vi er nu. Så vi sagde nej tak og bad hende om at fjerne opslaget på vores Facebook-side, siger Tove Vester.

Men nu har piben tilsyneladende fået en anden lyd. I hvert fald hvis man skal tro Nicoline Lieberkind Nielsen.

- Da det først kom frem, at jeg var ved at sælge friskolen til Rasmus Paludan, blev jeg pludselig kontaktet fra flere steder - heriblandt spejderne og Rødding Udviklingsråd. Men da var det for sent, da købsaftalen var underskrevet, og jeg har heller ikke modtaget konkrete bud fra nogen af de lokale, siger Nicoline Lieberkind Nielsen.

Tove Vester mener ikke, at hun har vist interesse for at købe friskolen, efter det blev kendt, at Rasmus Paludan var ved at overtage den. Men hun kan ikke afvise, at andre i spejder-foreningen har gjort det.

- Vi er flere i foreningen, og der er blevet snakket om alt det her med friskolen, men jeg har personligt ikke henvendt mig i forhold til et køb, siger Tove Vester.

Da der i første omgang ikke var nogen lokale, der viste interesse for at købe friskolen på Strandvej, lagde Nicoline Lieberkind Nielsen friskolen ud på boligsiden.dk.

Og derfra gik det stærkt.

- Det væltede ind med henvendelser, og en af dem kom fra Rasmus Paludan. Og nu er det altså endt med, at han har købt den, siger hun.

Rasmus Paludan og hans menighed overtager den nedlagte friskole ved årsskiftet.

Han forventer, at trossamfundet er oppe på fulde omdrejninger i Rødding den 1. marts 2021.

Læs også
Udviklingsråd vil købe skole for næsen af Rasmus Paludan
Læs også
Rasmus Paludan får en kølig modtagelse i landsby