Lukkede kirker: Præst bringer budskabet ud på nettet

Udgivet:22. marts 2020, 14.44

Læsetid:2 minutter

Gudstjenesten er erstattet af en videohilsen. Skærmbillede

Søren Bjørndal
Journalist

4 år siden

»Lad os bruge krisen på at fremme nogle ting, som er mere holdbare. Hjælpsomhed. Fællesskab. Styrke relationerne i familierne. Og vi ser det heldigvis blomstre mange mange steder i Danmark og i hele verden«.

Sognepræst Poul Asger Beck står godt nok i en kirke, mens han leverer budskabet. Og han er også iført præstekjolen. Men budskabet bliver fremført til et kamera i kirken, der er tom bortset fra præst, kameramand, kirkesanger og organist.

Det ligger i kirkens DNA at tilpasse sig. Det mener den nye præst i Vestfjends, Poul Asger Beck.

Så når folk i øjeblikket ikke kan komme i kirken på grund af coronakrisen, må kirken komme til folket. Der hvor folket er. Og i 2020 er det blandt andet på sociale medier.

Så i stedet for at holde højmesse i kirkerne i Fly og Sdr. Resen som planlagt, dukkede præsten i stedet op på computere, tablets og mobiltelefoner med en cirka 10 minutter lang »videohilsen«. Den hilsen bestod blandt andet af salme og tekst - kogt ned til at passe til nettets opmærksomhedsniveau.

- Jeg synes, den er blevet rigtig god. Videoen er blevet levende og dynamisk. Jeg er glad for, at vi har tilpasset formen til nettet. Jeg tror ikke, at ville fungere så godt med livestreaming af en gudstjeneste. Tre kvarters gudstjeneste fungerer fint, når man er til stede i rummet, men det fungerer ikke på samme måde på en skærm, siger han, og glæder sig over de muligheder, som teknologien giver i krisetider.

Se videohilsnen her (artiklen fortsætter under videoen):

[naviga:iframe allow="accelerometer; autoplay; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen="" frameborder="0" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/JM5ZtaV0rWY" width="560"][/naviga:iframe]

- Måske får vi budskabet ud til flere, end vi ville gøre til en almindelig højmesse. Det kan endda være, at vi rammer nogle af de personer, der ikke plejer at opsøge kirken. Det er det, der er kirkens DNA. Vi må sprede budskabet så godt vi kan. Det er indholdet, og ikke formen, der er det afgørende, tilføjer han.

Selvom han arbejder hjemmefra, kan sognebørnene stadig komme i kontakt med ham via telefonen, mail eller sociale medier.