Skive Folkeblad investerer 100.000 kroner i det lokale butiksliv

4. marts 2021, 11.39

Den nye salgsdirektør i Mediehuset Skive Folkeblad, Ole Schmidt, har fået en god idé, så nu sender han 100.000 kroner ud at arbejde i det lokale handelsliv. Foto: Steen Don

Det har været sløjt med handlen i de lokale butikker i de seneste måneder, og det gav den nye salgsdirektør i Mediehuset Skive Folkeblad, Ole Schmidt, en god idé.

- Vi har hævet 100.000 kroner i banken, som vi går ud og køber gavekort for i butikkerne i Skive og omegn. Vi skal have sat gang i forbruget her i lokalområdet, og som lokalt mediehus lever vi i, af og med det lokalområde, vi er i og føler, at vi har et ansvar og en forpligtelse til at hjælpe, hvor vi kan, siger Ole Schmidt.

De første gavekort er allerede i hus, og Ole Schmidts mål er, at han sammen med husets mediekonsulenter skal have de 100.000 kroner ud at arbejde i lokalområdet så hurtigt som muligt.

Gavekortene kommer ikke til at samle støv. Idéen er nemlig, at de skal ud til Skive Folkeblads læsere i de kommende uger, så de kan komme i butikkerne og handle.

(Artiklen fortsætter under videoklippet)

Man kan vinde et gavekort på mellem 100 og 1000 kroner til butikker i hele Skive og omegn, hvis man bliver trukket ud med et rigtigt svar på det spørgsmål, man hver uge kan finde i Skive Folkeblad.

Ole Schmidt lover, at der vil være flere vindere hver uge, så længe han har gavekort at give ud af.

På mandag bliver konkurrencen skudt i gang med første spørgsmål. Er man ikke allerede abonnent og får Skive Folkeblad i sin postkasse, kan man lige nu købe en hel måneds abonnement for 79 kroner - og dermed øge sine chancer for at vinde et af de mange gavekort.

- Vi glæder os til at få sat gang i forbruget i samarbejde med det lokale forretningsliv. Jo flere gavekort, vi kan købe ind, jo flere kan vi også dele ud, så vi kan få boostet den lokale handel, siger han.