
Forældre fravælger lokal skole: Halvdelen af O.klasse er tosprogede
Udgivet:14. august 2018, 13.36
Læsetid:2 minutter
Mere end halvdelen af børnene i 0. klasse er tosprogede på Aakjærskolen, og det fik flere forældre til at bakke ud. Foto: Lindy Jørgensen
5 år siden
Omkring 50 procent af de elever, som mandag formiddag tjekkede ind til et langt skoleliv i 0. klasse på Aakjærskolen i Skive, er tosprogede.
Det er et højere tal end normalt for Aakjærskolen, og det har fået flere forældre til at flytte deres børn til andre skoler.
En af mødrene begrunder det med hensynet til sønnen.
- Jeg fik en klump i halsen, da jeg så listen med hans klassekammerater. Jeg har ingen problemer med udlændinge, men jeg tænkte udelukkende på min dreng, og jeg var bange for, at en så stor koncentration af tosprogede elever ville få konsekvenser for ham - både i forhold til det sociale og det faglige, siger hun til Skive Folkeblad.
Forældrene blev kort inden skolestart indkaldt til to møder på Aakjærskolen. Men møderne resulterede ikke i en løsning, som hun kunne bruge til noget.
To andre forældrepar valgte efter mødet også at benytte sig af det frie skolevalg og flytte deres børn til en anden skole end Aakjærskolen.
Så mandag formiddag var der 26 elever tilbage i 0. klasse på Aakjærskolen.
De 12 af dem er tosprogede. Altså lige under 50 procent, da også to tosprogede elever har forladt skolen. Nogle af de tosprogede taler ifølge Aakjærskolen flydende dansk på samme niveau som de etnisk danske.
Og skoleleder Lars Kirk Andersen er opmærksom på de udfordringer, der ligger med så mange tosprogede elever.
- Procenten af tosprogede elever er højere i år end tidligere, og derfor har vi også ekstra fokus på at udvikle og ruste vores personale, så vi som skole kan give alle vores børn den undervisning, de har behov for, siger Lars Kirk Andersen.
I praksis betyder det, at to af de ansatte på Aakjærskolen har fået en titel som integrationsvejleder, og der er en rød tråd i forhold til at være klædt godt på til at kunne håndtere sprogudfordringerne hele vejen op gennem klasserne.
Hvis en lignende situation skal undgås i fremtiden, kræver det et politisk indgreb.
Som det er lige nu, er der frit skolevalg i Skive Kommune, og derfor kan kommunen ikke forhindre tosprogede elever i at søge mod samme skole.